Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Anmälan: A Danish and Dano-Norwegian grammar by P. Groth (F. Dyrlund)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dyrlund: Anmälan. 91
det enkelte været, således at den københavnske almue siger
und-våren, den sælandske bonde undvætt; af et undvar eller under findes
derimod intet spor.
Mig vitterligt, er Molbech den.første danske, der har opstillet
en datid overvår, nemlig i ordbogen 1833; men han tilfojer
rigtignok: "verbet forekommer kun i in fin. og bægge partic., næppe
eller sjælden i imperf.", og denne bemærkning optrykkes i anden
udgave. I mellemtiden havde han dog raset mod "den rådne og
fordærvede sprogkartoffel overværede", hvormed især dagbladene
var befængte, undertiden endog Fædrelandet, der ellers var
omhyggeligt for sprogets renhed, og hvori man også fandt overvår,
der i al fald var "naturligt og grammatikalsk korrekt", skönt
Molbech selv synes at have foretrukket omskrivninger (var til stede,
nærværende ved)1). Heraf ses Molbechs standpunkt, ligesom at
han fremdeles smutter uden om det nærliggende spörgsmål om
nutidsformen: nydannelsen overværer måtte dog meget "naturlig"
medføre et overværede (jf. tærer, nærer, tærede o. s. v.). Ikke
heller er det uden sidestykker, at et sammensat udsagnsord i
tidernes løb bliver bojet ganske anderledes end stamordet3): visiger
ikke længer jeg formå, formåtte, men formår, formåede; det fra
nedertysk optagne fuldkomme böjes altid svagt af nutidens
teologer 3), o. s. fr. I øvrigt er det sandt, at overvår læstes stadig i
det for sin ideale stræben med rette höjt ansete Fædrelandet i det
mindste i tidsrummet 1846 til 1874; det går altså tilbage til en
tid, da studenter-skandinavismen var allermest brændende, og da
der læstes ikke så lidt mere svensk (på svensk) i København end
nu ora stunder, med andre ord: det var en fordanskning af svensk
öfvervar. At den danske aflægger, skönt den endnu paraderer i
Grundtvigs ordbog (1880), aldrig vandt fodfæste her i landet, —
hvor den af en anden grammatiker, lidt vel hårdt, stempledes som
"en bestemt fejl" *), — kom dels af, at overværede havde fået
forspringet, dels af, at det i vore öjne tog sig ud som en ensom stakkel,
der stod og sukkede efter sit overer6), en form, som dog ingen
har dristet sig til at byde vore danske øren. Medens det
lideformede "mødet overværedes af politimesteren" efter Molbech sidstanf.
sted i det mindste går tilbage til 1844, tror jeg ikke, man nogen
sinde har prøvet et overvår(e)s endsie overer (e)sl Om overvære i
det hele gælder det, at da ordet i sin nyere åbenbarelse er kom-
’) Rejsebrev til M. Hammerich (1848) s. 26 f. a) Jf. Mikkelsen § 116
anm. 3. 8) tidligere i datid fuldkorn, dog fuldkommede allerede i Brandts
læsebog s. 318’° og i Kr. Pedersen Danske skrifter III 403. — I lighed med
den svagt böjede tillægsform har det i Aposths gærn. 10, 31 længe heddet:
"disse almisser ere ihukommede", jf. dog Arkiv XI 200 øverst (i Køhenhavn
høres endog "træerne er beskårede* for beskårne). *) Lefolii Sproglærens
grundbegreber (1871) s. 208. — Af hensyn til vore østlige frænder vüde jeg
hellere sige: en af dansk sprogbrug afgjort vraget form. *) Dagbladet 1860
n:r 275; Selmer Om de fremmede ord I (1861) 311 f. — Ej heller i svensk
tåles öfverår.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
