Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nekrolog: Karl Verner (Verner Dahlerup)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
var ganske vist meget trofast i sit venskab, men virkelig kærlighed
har han aldrig følt; han levede og døde som pebersvend.
Hans eneste virkelige nydelse var tankearbejde: at opsøge
problemer og bringe dem til en tilfredsstillende løsning; han var
åndelig beslægtet med den slags opfindernaturer, som vi ellers
væsentlig møder blandt naturforskerne: f. ex. mænd som John Ericsson.
Han var i virkeligheden også selv mekanisk opfinder; han opfandt
forbedringer ved Edisons fonograf; en ny maskindel (et
"difieren-tialspærhjul"), som hans broder ingeniør Rud. Werner
konstruerede, og som har fundet en vid udbredelse, skyldes i alt
væsentligt Karl Verners mathematiske beregninger. — Under sin
virksomhed ved bibliotheket i Halle opfandt han, efter hvad der er
blevet mig fortalt, et nyt signeringssystem for bøger med latinske
ord som signaturer i steden for de sædvanlige katalogtal.
Men først og sidst beskæftigede han sig med at løse
sprogvidenskabelige problemer: at bringe klarhed og regel til veje,
hvor man för så forvirring og "undtagelser"; i samtaler og breve
strøede han formelig ny idéer ud, palatalloven fremsatte han jo
således i en samtale, særlig i Hofforys skrifter findes en mængde
bemærkninger, der stammer fra breve eller samtaler med Verner.
Uagtet hans tanke således stadig var på jagt efter ny opdagelser,
var han dog meget langt fra at forvexle flygtige indfald med sikre
resultater, han skelner stærkt mellem beviser og blotte kriterier,
som han kalder dem. Den "maxim e", han opstiller som
udgangspunkt for hans egen forskning, er af den mest
uimodsigelige art: "Vel kan den sammenlignende sprogvidenskab ikke
ganske benægte muligheden af tilfældigheder; men tilfældigheder
en masse som her, hvor den uregelmæssige forskydning i
ind-lyd næsten er lige så hyppig som den regelmæssige, kan og
må den ikke antage. Der må i et sådant tilfælde så at sige være
en regel for uregelmæssigheden"; derimod tager han udtrykkelig
afstand fra doktriner som junggrammatikernes om lydlovenes
"undtagelsesløshed". Hans trang til altid at have fast grund under
fødderne stiller ham også i modsætningsforhold til den gamle skole
af sprogforskere (Bopp, Grimm m. fl.); medens disse nemlig så
at sige udelukkende benyttede de gamle sprog som udgangspunkt
og ved hjælp af disse forklarede de nyere, stod det klart for
Verner, at kundskab i de nu talte sprog var nødvendig for at
forklare udviklingen i de gamle sprog; men blot "theoretische
be-tracbtungen" af lydfysiologisk art var ham på den anden side en
gru (se anmældelsen af Kräuters bog); man måtte også kende de
historiske grunde til de nulevende sprogs bygning. Hans
sprogforskning har derfor en dobbelt retning: rustet ved et grundigt
fonetisk studium af de nyere sprog (særlig de nordiske og slaviske)
vendte han sig til forklaringen af de gamle sprog, og fra disse
hentede han så igen forklaringen af de nyere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
