Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tvedelingen af Sakses kilder, et genmæle (Axel Olrik)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
t
Olrik: Sakses kilder. 65
hans æt: hele slægtens senere skæbne læres af de overnaturlige magters
bestemmelse 1). — Går vi til enkeltheder, ser vi hvor nær de islandske
Skjold-ungsagn er stemte sammen med Islændingenes øvrige heltedigtning. Odin
optræder i menneskeskikkelse [§ 8] snart som heltens hjælper, snart som hans
dødsbringer, — ganske som i Volsungslægten — på Rolfs TJpsalafærd, ved
Rolfs fald, ved Ivar Vidfadmes død og i Bråvallaslaget. Også opfattet som
jordisk hersker [§ 9] optræder han i hvert fald i Skjoldungas yngre
redaktion; (fra Snorre og flere kilder er denne tanke jo ellers kendt som gængs
på Island i Sakses tid). Forholdet til hedensk gudsdyrkelse [§ 16] berøres
ofte: Fridleiv tror på sine våben og egen styrke, og tillader hverken
billed-dyrkelse eller trolddom i sit land; også hans kæmpe Starkad får lede til
offerskikkene i Upsal; derimod er Fridleivs sön Frode om natten til stede
vécl gudeblotet, da hans fjender dræber ham; Hring ser Alf sol ved
offerfesten. Hermed hænger interessen for hedenske gravskikke sammen: Dan
lader sig jorde med hest og rustning, og grundlægger derved "höjalderen";
Hring sejler på det brændende skib "til Odin". Trolddom er almindelig:
Skuld vækker døde op; Hildetand göres usårlig; Eystein søger hjælp af en
troldko. Endnu Ragnar Lodbrok bærer i alfebyrd og ormekamp de
overnaturlige mærker.
Overfor denne interesse for gudetro og kultus stikker det sælsamt af,
at Sven Ågesön ikke mælder andet om oldtidens religion, end at "det overtroiske
hedenskab nöjedes med at lægge vind på manddom" 2). Denne sætning
karakteriserer aldeles glimrende hele Svens sagnstof: oldtiden er alene de
gamle kæmpers tidsalder; det er dens "hedenskab".
Ikke med samme fylde og kfarhed, men dog med umiskendelige
karaktermærker kan vi følge det poetiske udvalg af menneskelivets optrin,
Forn-aldarsagaernes forkærlighed for elskovsmotivet ind imellem andre oplevelser
antydes ved heltenes gentagne giftermål: Ragnars med Tora (efter
ormekampen) og siden med Aslög, Hrings med Alvild og derefter bejlen til
Alfsol, Fridleivs giftermål med hans retmæssige hustru og senere
bortførelse af Oplandskongens datter. De af Sven Ågesön antydede sagn om
"dattersönner" (o: Siklingslægten) danner modsætning dertil ved den
alt-optagende elskov [§ 11]. Den ulige opfattelse af kvindens selvstændighed
[§ 12, skjoldmøer], møder i de to fremstillinger af Harald Hildetands liv;
den danske nævner skjoldmøerne med ære som Haralds bannerførere i
Bråvallaslaget og hæver en af dem til Danmarks dronning; den islandske har
en fortælling om det skadelige i at give kvinder land og krigsmænd; og siden
lader den (efter Bråvallakvadet) Haralds skjoldmøer blive til skamme i slaget.
Også et af sagastilens ejendommeligheder møder os her: lyrikken, der
i stemningsspændte optrin bryder igennem prosaens jævne gang [§ 19].
Ragnar kvæder i Ellas ormegård; Lodbroksönneme giver deres sorg luft i
en række af lausavisur (Fas I 348); Rolf krake taler i poetiske udbrud i
Adilses hal. De danske kilder indeholder ikke stærkere udtryk for
stemning, end replikken kan rumme.
Der er noget gavnligt, noget opdragende og klarende, i at
lade en metode vende tilbage til sin begyndelse og løse en ganske
simpel opgave med et ganske lille stof. En sådan tilbagevenden
er det at stille de danske og den islandske Skjoldungkrønike ved
siden af hinanden, så at forskellen i opfattelse og sagnbehandling
træder frem. De "tvedeler" sig efter nationale ejendommeligheder
med umiddelbar klarhed. Og rummer de ikke fuldt så stort et
*) Således i Skjoldungas ældste redaktion, bevaret i Edda; det yngre
udtog afdæmper og rationaliserer for at få slægten på en mere historisk
grund (Skjold, s. 153).
J) SRD I 45: quum soli strenuitati tune superstitiosa gentilitas operam
satagebat impendere.
ABXIV TÖE XOtDISX fILOLOGI XIV, KT FÖLJD X. 5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
