Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tvedelingen af Sakses kilder, et genmæle (Axel Olrik)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Olrik: Sakses kilder. * 77
Her vil min kritiker give ikke blot en indvendning mod min
granskning, men et bevis for at overleveringerne er danske. Disse
fortællinger om danske kongers bedrifler blandt Svenskere, Basser,
Finner, Englændere, Irer o. s. v. skal stemme sä nöje med
omfanget af de danske tog i vikingetiden, at de må være en dansk
sagn-afspejling af hin tids virkelige liv.
Det påfaldende ved dette bevis eller denne sætning er dens
ulighed med, hvad prof. S. udviklede under stedfæstelserne. Da
havde han den teori rede, at det var danske sagamænd, som for
at forøge deres sagnheltes ære tillagde dem bedrifter i Norge.
Derfor havde det været godt at oplyse læseren om, hvorfor denne
trang til at skaffe oldkæmperne bedrifter i fremmede lande ikke
var grund nok til deres sejre i England, Kurland, Finland o. s. v.
Selve de lande, der skal være minder om de danske
vikingetog, er undertiden noget påfaldende fjærne. Finnerne i den
store Frodesaga bor i "Finmarken" som et "folk i den yderste
nord" (S. 248); også Begnersagaens Finnekonge hersker i
"Finmarken" og bærer det samme nordiske navn som i islandske
sagaer (S. 453); en anden "Finne- og Bjarmekonge" optræder i
Hodersagaen sammen med den norsko provins Helgelands konge og
bærer et navn, der også findes i islandske fornaldarsagaer (S. 116);
i alle disse tilfælde vil "Finner" altså sige de i det nordlige Norge
boende folk, som vi nu kalder Lapper (forskellige fra Sakses Finnia,
— Islændingenes og vort Finnland — der altid nævnes blandt
Østersølandene). Ogsaa Bjarmerne, — yndlingsfolket i de islandske
æventyrsagaer, som P. E. Müller siger, — har en lignende stor yndest
i Sakses æventyrlige fortællinger, og der er endvidere noget höjst
påfaldende norsk ved dem: i Begnersagaen hjælper Bjarmernes og
Finmarkens konger hinanden; i Hodersagaen har Bjarmer og
Finner endog samme konge, og han er en slags nabo til Helgoland;
i Frodesagaen drager Arngrim på én gang mod Finmarken og
Bjarmeland; i Haddingsagaen sejler den danske konge fra
Danmark langs Norges kyst for at stride mod Bjarmehæren (S. 52).
I alle disse tilfælde går vejen til Bjarmeland således, som
Nordmændene kendte den: langs Ishavets og Finmarkens kyst indtil
det hvide hav; derimod har Sakses Bjarmer aldrig politiske
forbindelser med Østersøens eller det indre Buslands folkeslag,
svarende til de virkelige Bjarmers berøringer med vikingetidens
Nordboer i det indre Busland. Det er da ikke Danernes, men
Nordmændenes vikingetraditioner, vi møder i disse tilfælde.
Det synes endvidere, som prof. S. finder en sikkerhed for
dansk tradition, når en af Sakses æventyrlige fortællinger
udelukkende eller dog fortrinsvis har sin skueplads i Østersølandene. Men
landene på begge sider af Østersøen er netop med forkærlighed
skuepladsen for det 13de årh.s islandske "romansagaer" (jeg låner
dette udtryk fra prof. S. s. 152), både de der bygger stærkt på
gamle heltesagnsæmner og de der er mere middelalderlig æven-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
