Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Anmälan: Oversigt over de norske bygdemål med et Kart af dr. Amund B. Larsen (Marius Hægstad)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hægstad: Anmälan.
105
en tid bagefter (ligesora n) udtalt gennein næsen, som endnu i
Selbu nær Trondhjera. Derunder er den i alrnindeligt östlandsk
bleuen sammenblandet med de svages endelse, men i Gbrd. og
mange lidt vestlige mål bevaret forskellig derfra".
Denne förklaring, som formodentlig repræsenterer den
almin-delige opfatning af dette forhold, synes mig’utilstrækkelig
lige-overfor forskjellige fremtoninger saavel i garamel som ny tid. —
Den stöttes vistnok af nogle former paa -a i skrifter fra det
norden fjel ds ko fra det 15:de aarh. Saaledes förekommer i Aslak
Bolts jordebog — foruden hvad der af Larsen anföres i nævnte
artikel i Arkivet (substantivböiningen i raiddelnorsk, XIII bd. side
244—253) — tran0yia, asg. 101a, navn paa en enkelt ö ved Senjen,
nu tränöya; hdgtidz kucrna, asg.? 1230; t/ien sama iordha, asg. Skogn
1473 (D. N. XIV, 117). Men fordi om udviklingen har været
denne i en del af det nordenfjeldske, er det dermed ikke
godt-gjort, at den har været den samme andensteds i landet. De af hr.
Larsen i nævnte af handling anförte former af sterke hunkjönsord i
nom. og akk. budan etc. og pl. af sterke intetkjönsord som husan,
hvilke eksempier kan foröges, bör vistnok ikke opfattes som
skrive-maader for tormer paa -a (bada, husa) uden yderste nödvendighed.
Men saadan nödvendighed synes mig ikke at være tilstede.
Tvert-imod. Vi har endnu dialekter, hvor flert. af sterke intetkjönsord
ender paa -an: hü’san, Nordi. h’ä’san, Mandalsegnen. I. Aasen
forklarer denne form som analogiform efter flert. af hankjöns og
hunkjönsord; men herimod strider, at formen i det sydlige og delvis
i det nordlige ogsaa bruges, hvor hunkjönsordene har regelm. -enn(e).
Hertil kommer, at endog oldn. -an i udlyd tildels er bevaret paa
de samme steder, hvor de nævnte flertalsformer paa -an bruges;
saaledes: stan, Dalerne (Ross), Heigel. (Aasen); innan V. Agder
(Ross). Naar hertil föies, at ubetonet c [o) speoielt föran n — efter
skrivemaaden i mange (östnorske) diplomer fra det I5:de aarh. at
dömme — paa flere steder har haft en saa sterk tendens mod -a l),
at skriverne ofte forveksier disse lyd, förekommer det mig
naturligt, at -a i budan repræsenterer denne — först uklare, siden klarere
— a-lyd, og at -n her först senore er bortfaldt. Dette turde maaske
ogsaa forklare, at östlandsk har bö’ka, mens tröndersk har bö’kja.
Udviklingen af sterke hunkjönsords besternte form i en tal har
altsaa — efter min mening — foregaaet under indbyrdes
forskjellige forhold (dialekternes karakter), paa forskjellig maade, vistnok
ogsaa til noget forskjellig tid og fölgelig fört til forskjellig resultat.
Angaaende de "blöde" konsonanter paa kyststrækningen fra
Mandal og vestover skrives side 63: "Som adskiliige af de
foregående eksempier viser, er störsteparten af denne kyststrækning
») Paafaldende er formen kononghsans, gs. Oslo 1323 (D. N. III, 134*
bis). Meget betegnende er brev no. 490 i D. N. VII, idet e og a i udlyd her
er aldeles sammenblandede, hvortil svarabaktivokalen a (f. «ks. i lygghar
(= oldn. lig gr) sandsynlig har bidraget. Brevet er fra Sandnes, Grenland 1481.
ABXIV TÖB NORDISK TIL OL 001 XV, SY FÖLJD XI.
8
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
