Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
t
Kristensen: Anmälan. 83
punkt om de to rækker l og n. Det kan vel nn anses for sikkert,
at alle de nordiske sprog har haft et l og n, som efter samtlige
måls vidnesbyrd har været udtalt med stærkt sænket tungespids (isl.
nu interdentalt ddl og ddn) men til gengæld hyppigt med hævet
fortunge (palataliserede former i dansk og norsk), og et andet med
stærkere hævet tungespids (nu hyppigt supraaentalt eller endog
kakuminalt), og undertiden hævet bagtunge (jfr. det jyske
gutturale Z). At forff. ikke er ukendte med dette forhold viser s. 13, is
og s. 231 1. 9—7 f. n., men i en mængde tilfælde, hvor dette
forhold forklarer ellers uforståelige kendsgærninger, savner man en
henvisning til det, sål. s. 58—59 (sv. böld, stöld mod synda skynda).
S. 124 burde vel suprad. n også nævnes som brydninghindrende
(sml. særlig gnella: sniallr), særlig da dette sammen mea nogle
forhold ved l (østn. liuth: vestu. hlioå) viser hen til, at forskellen
mellem dental og suprad. i forlyd er udviklet senere end overgangen
hl, hn ;> l, n (eller i det mindste til ustemt + stemt lyd), idet sv.
har brydning i njugg (on. hnøggr), et forhold, som ikke er uden
sproghistorisk betydning. S. 154 er hele fræmstillingen af
vokalforholdene foran U uforståelig, dersom man ikke har dette forhold
in mente; det er næmlig urigtigt, at y blev ø för overgangen In
> Il (sk. 1. har myllu stap), men y blev til ø foran suprad. Il,
enten dette opstod af In, 31 eller lg, Iv. S. 158 er det vel også det
palataliserede II (Id), som virker omlyden æ > i, s. 164 det
supra-dentale (gutturale) l, r som virker overgangen i > y. S. 190 er
det fra dansk standpunkt historisk rigtigt, at skulle og skulde
skrives forskelligt, idet II repræsenterer suprad., Id dentalt Z. Endelig
kan nævnes s. 231, hvor dental, supradental og guttural nasal
behandles som én lyd.
I stedet for "g. d. handumen" (s. 14 ned.), hvis forekomst vist
er mere end tvivlsom (jeg kender ikke et eneste eksempel på
sådanne former i gl. da.), kunde man have ønsket at se den af O.
Nielsen (Blandinger udg. af TJniv.-jub. d. samf. I s. 75) påviste
genitiv hunkön: Gunnuru, Sistrithu i oldskånsk.
S. 36 kunde der måske tilfojes nogle flere ord, hvor dansk
har forlængelse af forlydskonsonanten i andet sammensætningsled.
Oldjysk hw<enn<er c hwæ nær findes, og denne eller *hwinnær ligger
også til grund for sønderjysk viner med palatalt n, som viser
tilbage til meget gammelt nn. Nyjysk hwitti må vel komme af
*hwi thithæ > *hwittith; Kallundborg c *Kä-lund (kö, kaja, allike),
mindre sikkert Kattrup af *Ka-thorp, og jeg skulde formode nabo
(s. 160, 178) c *nabbo (jfr. s. 62), da konsonantens behandling i
sønderjysk tyder på gammelt bb. Med hensyn til de på s. 37 nævnte
ord på -lig kan bemærkes, at østjysk har aks. 1 og kort vokal i
trolig, rolig, f Slige, nådlig og hellig trol’d, r ol’9, fål’d, nål’o, hel-9,
men tald (on. pollegr) uden stød ligesom såld, söld (sálogr?).
Imidlertid er "lang konsonant" her kun en historisk virkelighed; i
nydansk er både vokal og konsonant korte, så når forff. hører lang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
