Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
282
Am. B. Larsen: Anmälan.
Bengt Hesselman: Sveamålen och de svenska dialekternas
indelning. Uppsala 1905, IV + 71 s.
Når man skal gruppere de ved siden av hinanden levende
former av et fælles grundsprog, er det ofte et vanskeligt
spörgsmål at avgjöre, hvilket princip man rettest har at folge ved deres
inddeling. Den historiske sprogforskning vil opfordre til at tage
som de avgjörende skillemærker sådanne fænomener, om hvilke
man historisk ved, at de tidlig har udviklet sig forskjellig i
sprogområdets forskjellige dele; den populære opfatning, som jo
ingenlunde er blottet for sådanne hensyn der også har betydning for
videnskaben, vil derimod fortrinsvis tage hensyn til habitus i
öie-blikket, således som denne er betegnet ved flere eller færre
fænomener af vidt omfang men oftere av nyere oprindelse i sproget.
Og på grund av mere eller mindre forklarlige strömvendmger i
udviklingen kan disse forskjellige principer fore til helt modsat
syn på slægtskabet. Medens f. eks. svensk vistnok historisk set
må stilles mellem norsk og dansk, vil dette ikke lettelig falde
nogen ind ved den mere overfladiske betragtning. Jeg skulde
hellere tænke mig, at man — også uden hensyn til det av dansk
skrift mere avhængige bymål — vilde sige, at norsk er en
mellemting mellem svensk og dansk. Hvor modsætning av den slags
hersker, frister konsekvens i standpunktet til enten at lægge for
megen vægt på isolerede arkaismer (om man f. eks. vilde regne
de oplandske mål i Norge for at have bevaret rg av den grund,
at rg virkelig er bevaret i det ene hankjönsord dorg eller durg
(masse, stor strækning) og vel også en kel testeds i adj. arg) og på
arkaistiske sprogöer — eller omvendt, til at se hen alene til
nuværende sprogstandpunkt, selv hvor dialekten vidner om sig selv,
at den har hört andensteds hen, end den nu gjör — f. eks. om
man vilde regne vestre Nyland i Finland for at stå udenfor de
dialekter som har tykt l, fordi det i virkeligheden ikke har det nu;
men da dialekten har l av r fit, må det nylig have havt den
"tykke" lyd.
Det kunde i sådanne tilfælde have meget for sig at inddele
dialekterne efter bægge hensyn, særskilt efter overensstemmelser i
gamle ting og særskilt efter nye skillemærker. Vil man ikke det,
må man jo, eftersom gruppering nödvendig må bruges, gå en
mellomvei. Da endog de enkelte sprogfænomeners grænser pleier at
være temmelig brede grænsebelter, vil dette såmeget mere være
tilfældet, hvor man inddeler og begrænser efter mange fænomener.
Hele gruppens tilværelse som enhed vil som oftest bero på skjön
og værdsættelser, så at den mangen gang, strængt videnskabelig
set, har liden virkelig værdi; det blir således neppe engang
ume-thodisk, men netop rigtigt at lade sin gruppering i nogen grad
stöttes av historiske og geografiske forhold, i Skandinavien mest
vandveie og gamle inddelinger.
arkiv för nordisk filologi xxiii nt följd xix.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
