Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
233 Falk: Mindetale.
lingatal henförtes nu af B. til midten eller slutningen af det 10:de
aarh. ("Bidrag til den ældste Skaldedigtnings Historie", 1894)*
Ubevisligheden og urimeligheden af denne nye hypothese blev
snart godtgjort af Jönsson. Senere blev B. tilböielig til at sætte
beröringen med Irland höiere op i tiden, — allerede i 617 kjendes
jo vikinger ved Irland. Herved faar man da et langt större spatium
at regne med. Sit syn paa den irske paavirknings indflydelse har
B. videre stöttet ved sine studier over norsk sagaskrivning i
Irland og over irske laanord i nordisk og nordiske laanord i irsk.
Alligevel tör det maaske siges, at Irlands betydning for vor gamle
kultur idethele er blit overdrevet af ham paa bekostning af hvad
der skyldes folkvandringstidens gjennembrud.
Langt bedre funderet synes mig den angelsaksiske indflydelse.
Særlig vil den af B. paabegyndte, men desværre aldrig afsluttede
afhandlingsrække (i Paul-Braunes Beiträge) om angelsaksiske
laanord i eddadigtene for enhver kyndig germanist være af afgjörende
vegt. Naar hele rækker af fut. Åsy., der ikke forefindes i nordiske
sprog, lader sig udlede af angelsaksisk, kan dette selvfölgelig ikke
forstaaes anderledes end at forfatterne har staaet i intimt forhold
til engelsk kultur.
I forbindelse hermed staar det videre, at den kristelige
indflydelse er langt sikrere begrundet end den antike, der af B.
tilskrives den irske munkelærdom. I virkeligheden betviles vel den
forste nu kun af et forsvindende faatal af forskere, medens den
sidste, hvor den overhoved antages, neppe anskues paa ganske
samme vis som af B. og ialfald ikke i den af B. antagne
udstrækning henföres til bestemte skriftlige kilder.
Yi föres herved over til de indvendinger, som har været
reist mod den af B. anvendte, ensidig filologiske metode. Det
indrömmes nu alment, at B. i altfor höi grad har opereret med
ligheder, som kan være af tilfældig art, uden at agte tilstrækkelig
paa ulighederne, som almindelig forklares ved det lidet sigende
begreb "omdannelse". Ret fölbart blir herved savnet af en
komplementær fremstilling, hvori de til grund for omformningen
liggende hjemlige forestillinger eller myter kommer til sin ret.
Herunder blir der plads saavel for den ældre natursymbolske
betragtning som for den generelle mytologiske metode, der er grundlagt
paa det sammenlignende mytestudium. Særlig dristige er B.’s
talrige folkeetymologiske navneforklaringer, der ikke sjelden danner
det eneste eksakte grundlag for hans kombinationer. I kritiken
af Sakses Baldersagn f. eks. tumler B. sig ret tilgavns i denslags
ukontrollable sammenstillinger.
I striden om B.’s "Gude- og Heltesagn" var det ikke alle
som opretholdt en Rydbergs noble tone. Karl Miillenhoff f. eks.,
hvis Deutsche Altertumskunde Y, 1 var viet den nye lære,
titulerede B. og hans meningsfælle Bang som "Thoren". Men B. selv
bevarede til alle tider den værdighed, som var ham egen i alle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
