Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Pedersen: Dansk og urn. akc. 11
bart haft levis på pænultima ligesom de mange andre lån-
ord på -are, der i svensk har bevaret denne endelse, som i
dansk er bleven -er (i begge sprog med akc. 2). Som andre
eksempler herpå kan nævnes de øvrige i denne gruppe frem-
førte ord: hælder, sv. källare, samt de talrige med samme
endelse dannede navne på virksomheder eller professioner
{jæger, kræmmer, skrædder, sv. jägare, krämare, skräddare,
gi. da. med endelse -æræ, dialektvis bevaret som -æræ). —
Ligeoverfor disse står nu som den anden gruppe ord, som
er indkomne i sproget efter den tid, da postvokalisk tenuis
ændredes, og som derfor, forsåvidt en sådan fandtes i ordet
i det långivende sprog, har bevaret denne fri for ændring
til spirant (eks. høker). Her forelå imidlertid ingen særlige
forhold, der kunde udvirke, at den for låneord normale akc.
1 ombyttedes med akc. 2: i ordene på -æræ (sv. -art) for-
svandt i tidens løb den levis, der tidligere havde hvilet på
pænultima, medens ultima — hvad særlig jysk vedrører —
bortfaldt. Efter denne forklaring bliver sammenhængen alt-
så den, at medens de nævnte ældre låneord analogisk antog
akc. 2 —, og dette var som bekendt analogiens almindelige
retning i sproget, — gik de yngre fri for denne påvirkning.
At analogien således har virket mest på de låneord, der har
levet længst i sproget, mindre på dem, der senere er komne
til, er jo let forståeligt, og dette forhold turde øge den her
givne forklarings indre sandsynlighed.
Som resultat av diskussionen om det kronologiske spørgs-
mål må jeg da gøre gældende, at de grunde, som hidtil un-
der mer eller mindre almindelig tilslutning er fremførte for
stødets grænse opad i tiden, ikke er holdbare, og at der
følgelig teoretisk set intet er til hinder for, at stødet kunde
være ældre, eventuelt meget ældre, end man hidtil har an-
taget. Er dette nu også tilfældet? Idet jeg opsætter at give
svar herpå til sidste avsnit av nærværende avhandling, skal jeg
nu omhandle de hidtil fremsatte opfattelser av stødets teori.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
