Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Pedersen: Dansk og urn. akc. 13
eget udgangspunkt, hvorefter den danske akcentuerings sær-
lige udvikling hovedsagelig skyldtes forkortelsesprocesser.
Med hensyn til selve denne tanke må det forøvrigt siges,
at den synes at hvile på en ret overfladisk betragtning, idet
forlængelser spiller en lige så fremtrædende rolle i det dan-
ske sprogs historie. Yi behøver blot at tænke på et så gen-
nemgribende forhold som vokalforlængelsen i åben stavelse
(som: bære, hane o. s. v.); når Storm siger (s. 295), at to-
stavelsesordenes form blev ”væsentlig indskrænket”, er det
altså urigtigt.
Stødet hænger nu ifølge Storm sammen med ”den almin-
delige Raskhed, der er indtraadt i den danske Udtale”. Da
udtalens raskhed her omtales som noget givet eller kendt,
må man have lov til at spørge, om forfatteren ved iagt-
tagelse har konstateret et påfaldende hurtigere tempo i dansk
end i de nuværende højskandinaviske sprog (ti om sprogenes
tempo i de henfarne tider vides jo intet); men herom får
man intet at vide. Nu er det sandt, at når man sammen-
ligner rigsdansk, ikke at tale om jysk, med urnordisk, viser
ordene sig at være svundne ind i omfang; men dette for-
hold giver ingensomhelst ret til at tale om påskyndet tempo.
For det første, fordi man har fyldestgørende forklaring på
fænomenet i andre forhold, som i forvejen er kendte, så at
man ikke har nødig at gribe til ukendte (som tempoet). For
det andet fordi vi i nutiden kender sprog, hvis bygning med
hensyn til stavelsernes kvantitetsforhold er aldeles kongruent
med urnordisk, uden at man dog er i stand til at opdage,
at tempoet i sådanne sprog normalt er langsommere end i
de mest avslebne. Jeg tænker herved især på finsk, hvor
lange infortisstavelser er almindelige så vel som lang vokal
sammenstødende med lang konsonant (som: hyvääy aarre,
saattaa, i sidste tilfælde 3 lange lyd i rad). Skønt en større
forskellighed fra danske kvantitetsforhold ikke let kan tæn-
kes, har den danske, som hører sproget talt, ikke i mindste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
