- Project Runeberg -  Arkiv for/för nordisk filologi / Tjugonionde Bandet. Ny följd. Tjugofemre Bandet. 1913 /
16

(1882) With: Gustav Storm, Axel Kock, Erik Brate, Sophus Bugge, Gustaf Cederschiöld, Hjalmar Falk, Finnur Jónsson, Kristian Kålund, Nils Linder, Adolf Noreen, Gustav Storm, Ludvig F. A. Wimmer, Theodor Wisén
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

1C Jespersen: Stød og Synkope.
enkelte af de sjældnere (diende, gryende, troende) kan høres
med stød, men de stødfri former er dog efter mit skön langt
overvejende. (4) i levende adverbiel anvendelse bruges en
del ord på -ende i forstærkende udtryk: skinnende hvid, sving-
ende fuld, pinende gal) af de os her beskæftigende verber
træffer vi her kun gloende rød og slående rigtig, begge uden
stød. Det viser sig altså ved denne undersøgelse, at i alle
de tilfælde, hvor et participium af et verbum på vokal er i så
levende brug, at man kan være ganske sikker på, at formen
huskes fra gang til gang og altså er genstand for virkelig
tradition, dær træffer vi netop stødfri former.
Dærimod er det rigtigt at vi har stød i sådanne parti-
cipier som viende, friende, riende, knyende, flyende, dyende
sig, syende, sneende, leende, tøende, strøende, groende, sno-
ende sig, kroende sig, flående, sående. Men ikke en eneste af disse
former anvendes tit nok til at huskes fra gang til gang; de
dannes på ny hver gang man har brug for dem og sættes
da sammen af infinitiven, der har stød, og endelsen; de er
mer eller mindre unaturlige og halvt eller helt litterære.
På grænsen mellem de to klasser står vel (en) gøende (hund),
(den) døende (fægter), (de) seende (i modsætning til blinde);
men her vil man da også træffe stærk vaklen, idet nogle
vil udtale disse former med stød og andre uden; sml. oven-
for diende. Betegnende er forskellen mellem det huskede
gloende (-= glødende) uden stød og det hver gang nydan-
nede gloende med stød (= stirrende stift eller frækt); skönt
jeg som sagt siger en troende kristen uden stød,1) vil jeg
dog næsten uvilkårligt komme til at sige ordet med stød i
en sætning som ”han listede sig ind, troende at hun sov”
(i talesproget: i den tro); ligeledes i ”han stod, kløende sig
bag øret”. At infinitivens form er det bestemmende, ses af
skuende, truende, luende, kuende, snuende, gruende, biende,
sviende uden stød, svarende til inf. på -ue og -ie med ud-
*) Den fastslåede forbindelse stå til troende har aldrig stød.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 02:26:26 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/anf/1913/0022.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free