Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dahlerup: Anmälan. 91
skulde læ ge såret; spiær svarer til lin, det hvormed såret ”bin-
des", "plaster” (d. e. det stof, hvorpå salven smöres) ‘j.
Dette resultat skulde nu prøves ved en etymologisk under-
søgelse af de to ord.
Om spiær er næppe nogen tvivl mulig. Det stemmer, som
også bemærket af E. H. L ind (Om rim och verslemningar i de
svenska landskapslagarne, s. 40, i Upsala universitets årsskrift
1881) og E. Jessen (Nord. tidskrift for filologi. 8 R. XVIII. 32),
nöje med oldn. spjçrr, f., "strimmel, klud af sønderrevet töj"
(Eritzner); spjçrr bruges netop om lærredsstrimler, som vikles om
et lem, se fx. det bekendte sted i L axdøla saga kap. 35, hvor
det hedder om Broka-Audr, at hun var i ridebuxer "en vafit spjorrum
mjpk 1 skúa nidr” (Kålunds udg. 1889, s. 118). Ordet gen-
findes i norske dialekter: Spjør, /., ”klud, lap, strimmel”, spjerra,
v. a. "splitte, rive. oprive” (Aasen, Ross; jf. Falk og Torp. Etyra.
ordb. ”spjære"). Derimod kendes et til spiær svarende ord ikke
fra andre danske eller svenske kilder end de anførte lovsteder; til
dette forhold skal jeg senere komme tilbage.
Tydningen af spik som ”salve” findes allerede hos Gri mm,
idet han i Deutsche Rechtsalterthiimer 630 (4. udg. II. 185) over-
sætter sp ik ok spiær ved "salbe und instrument" (se også Schly-
ters glossar til Västgötalagen). Senere har E. H. Lind og E. Jessen
(anf. steder) tolket spik som "fedt" (ty. speck)-, men derimod kan
indvendes, at ordet (oldn. spik, n.) i alle gam le kilder kun bruges
om h valern es fedt og ikke godt kan tænkes brugt synonymt
med salve; det oldengelske spic betyder "bacon, lard" (Sweet). I
betydningen ”fedt” i almindelighed må spæk være et tysk låneord,
der næppe kan være optaget i et så gammelt værk som Västgöta-
lagen; af de ældre danske skrifter er den stærkt tysk-påvirkede
"Harpestrængs kogebog" det eneste, som har ordet (”siuthæ mæt
spæk”). — En anden sag er, at skriveren af AM. 455 måske har
opfattet ordet som = spæk, fedt och derfor to gange har skrevet
spec, i senere håndskrifter af Er. 1. forvanskes ordet yderligere til
spceth (se R osen vin ges udgave s. 138).
Jeg tror, at oprindelsen til spic bör søges et helt andet sted,
ikke i noget germansk sprog, men i latin.
En af oldtidens berömteste salver var nar dus-salven {vå@-
åivov fJLVQOV, nardus), som omtales af flere forfattere fx. P lin iu s
og D ioskorides; særlig berömt er den bleven ved ev a n g elier-
n es fortælling (Mark. 14. 3, Joh. 12. 3) om, at Kristus salvedes
med nardus-salve (unguentum nardi (spicati), Vulgata). Salven
*) Mindre rimeligt er det, at spiær er en ”væle” d. e. lærredstot, hvor-
ved lægestoffet bringes ind i det åbne sår. Jf. Om Saarit er stungit met
Kniff, Spiud, .Pil, eller met andre saadanne verge . . Til saadanne Saar taar
maxad intedt andet gøre end ath mand legger der vdi en veyle som vod-
gioirt (d. e. vædet) er vdi Kosen Olie, oc saarit saaledis obet holler en dag.
He nrick Sm it. En skøn Nyttelig Lægebog . . (for) Bartskerrerne. Kbh.
155’7 blad 1 r.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
