Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gudmund Schütte, Anmälan av ”Knut Stjerna: Essays on Questions connected with the Old English Poem of Beowulf. Translated and Edited by John R. Clark Hall”
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Schütte: Anmälan. 77
Egne gik tilnærmelsesvis gennem de store Søer fra Vänern til
Mälaren; naturligvis har dens Plads været mere eller mindre
skiftende.
Jeg maa lade Forf.s arkæologiske Iagttagelse staa ved sit
Værd, men det slaar mig, netop som jeg skriver disse Linjer, at
den har en mærkelig sproglig Parallel. Den omtalte Grænse mel-
lem de kulturelle Hovedomraader falder i det væsentlige sammen
med Sydgrænsen for visse fremtrædende norsk-nordsvenske Sted-
navnetyper saasom -tun, -sal, -set (säter). Søndenfor den frem-
hersker Typerne -Uf og -lösa, der kan kaldes udpræget götisk-
danske. Dette Samtræf af et arkæologisk og et onomatisk Skel
kan næppe være tilfældigt; det tyder paa en traditionel ætnisk-
kulturel Grænse. Vi mindes her Jordanis (=- Hrodnlf), der skildrer
det indre Sverige som vildt barbarisk, det sydligere som mere
civiliseret.
Forsaavidt maa jeg altsaa stadfæste Forf.s Iagttagelse; men
der maa dog strax gøres en Indskrænkning. Typerne -tun, -sal,
-set er nemlig ikke udelukkende nordskandinaviske; de genfindes
paa sydligere Grund, nemlig hos Saxerne. Der kunde tilføjes
endnu flere tilsvarende Samstem f. Ex. svensk hundare — angelsax.
hundred, tysk hundertschaß. I sidstnævnte Tilfælde kunde det
tænkes, at Svenske, Saxere og Tyskere hver for sig fastholdt et
Udtryk, der oprindelig var fælles for alle gottonske Folk (jfr. got.
hundafaþs = ccnturio). Men de nordskandinavisk-saxiske Typer
-tun, -sal, -set tillader næppe en saadan Forklaring; de tyder paa
sildigere Fællesudvikling af snævert lokalt Omfang. Ganske tyde-
lig er dette Tilfældet med Typen -set, der nok er fælles-gottonsk
ved Landskabs- og Stammenavne, men udelukkende nordskandina-
visk-saxisk ved Bynavne. — Vi finder med andre Ord Vidnesbyrd
om en Forbindelse mellem Saxland og Nordskandinavien udenom
Østgottonerne, og udenom Danmark-Gotland. Jeg evner ikke at
forklare, hvordan; jeg nøjes med at konstatere Faktum.
En saadan Forbindelse mellem Nordvestgermanien og Nord-
skandinavien kan ikke have undgaaet at give sig kulturelle Ud-
tryk; ergo: fuldt saa lavt, som Forf. taxerer det 6. Aarh.s nord-
skandinaviske Kulturstandpunkt, har det vel i Virkeligheden ikke
staaet.
Her kan tilføjes et historisk Supplement. I Tacitus’ ”Ger-
mania" er Sveerne det eneste Folk, der nævnes som søfarende. Ja,
han omtaler endog, at de ejer ligefremme Orlogsflaader (classibus
valent), og dette nævnes udtrykkelig i Modsætning til Forholdene
hos deres Stammefrænder. Endnu i Vikingetiden spores en saadan
Modsætning, omend indenfor snævrere Grænser: paa Runestene
nævnes, saa vidt jeg kan skønne, 6 Gange saa mange upsvenske
Vikinger som gotiske. Hertil kan føjes en af Forf.s egne Iagt-
tagelser, nemlig at Skibsgravtypen udbreder sig fra Sveerne syd-
paa (111). — Sveerne maa ogsaa allerede paa Tacitus’ Tid have
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
