| iv |
«Skulde jeg skrive min Biografi, maatte jeg begynde med den 10. Juli 1845, da jeg kom til Verden i en Vogn paa Vesterbro, medens Bøsserne knaldede i Anledning af Fugleskydningen». Saaledes skrev Bricka i en Dagbog 1873. Symbolsk for den stilfærdige Brickas senere Virken kan denne hans Indtræden i Livet -- ud for Trommesalen under larmende Skud -- ikke kaldes; heldigvis var Faderen tilstede og kunde bringe Hustru og Søn i Behold til Hjemmet paa Østergade. Faderen var Læge i Hæren Theodor Bricka. Han var født 1809, havde 1833 taget kirurgisk Examen og var Aaret efter bleven Kompagnikirurg; efter en toaarig Studierejse i Udlandet og efter at have taget Licentiatgraden var han 1842 bleven Underlæge (III. 58). Moderen hed Marie Dorothea Ripperger. I Ægteskabet var der allerede født en Søn, nu kom den anden, der i St. Petri Kirke blev døbt med Navnet Carl Frederik. Men Moderen var ikke stærk af Helbred, og hun døde allerede 2. Marts 1847; Sønnen havde derfor ingen personlig Erindring om hende; pietetsfuld søgte dog hans Tanke, hvor gammel han end blev, ofte til hende, ligesom hans Blik gjerne hvilede ved Moderens Billede, hendes ydre Træk syntes at være gaaede i Arv til ham. Otte Aar efter hendes Død ægtede Faderen Cecilia Ammentorp, en Datter af Major P. H. Achen og tidligere gift med Sognepræst
| v |
Hvad Carl Bricka godt huskede, var, hvorledes han den i. April 1852 forknyt og ængstelig første Gang vandrede til Melchiors Borgerskole. Tre Aar senere aabnede Metropolitanskolens store Port sig for ham, paa samme Dag som for Johannes Steenstrup, til hvem han fra da af gjennem hele sit Liv var nøje knyttet. Bricka var en flittig Elev og næsten altid blandt de øverste i Klassen.
Det sidste Aar i Skolen var ikke netop egnet til Studier. Frederik VII døde, og Krigen stod for Døren; kun faa Uger efter Tronskiftet maatte Faderen drage til Slesvig, han fulgte som Divisionslæge med Hæren til Danevirke. Det er betegnende for det stilfærdige Hjemmeliv, Carl Bricka som Dreng havde ført, at først Faderens Fraværelse gjør ham til Brevskriver: «Jeg har nu i over 10 Aar ikke skrevet et Brev» -- skriver han til Faderen, der opholdt sig ved iste Divisions Stabskvarter i Brodersby ved Slesvig; han kan glæde ham med Meddelelsen om, hvor smukt han i Skolen har overstaaet Halvaarsexamenen. Saa kom Tilbagetoget fra Danevirke i Natten efter den 5te Februar; det nedslog alt Mod og bragte ikke mindst de unge i Oprør. Carl Bricka tabte dog ikke sin medfødte Ro; han fortæller Faderen (den 14. Februar): «af mine Venner vare flere forbitrede paa mig, fordi jeg straks erklærede, at Tilbagetoget vistnok var det bedste, der kunde gjøres», og han er meget vred over den Uret, der tilføjes de Meza og Kauffmann. Nogle Maaneder senere syntes det, som om ogsaa Broderen Georg skulde drage til Hæren, idet han meldte sig" paa en Uddannelsesskole for Reserveofficerer til Artilleriet; dog sluttedes Freden, inden Skolen var endt. Carl læste uagtet Forstyrrelserne med største Iver; «han er meget flittig, men alvorlig som en sat Mand», saaledes lyder
| vi |
Sjælden har vel nogen forladt Skolebænken med fastere Planer om sin fremtidige Bane end Carl Bricka. Han havde fra Barn af haft udprægede historiske Interesser. I Skolen havde Historie været hans Yndlingsfag, han havde i sin Fritid læst mange historiske Arbejder, og han havde anlagt en lille Møntsamling. Et halvt Aar før Afgangsexamenen havde hans Lærer L. Bergmann, Metropolitanskolens senere Rektor, givet ham det Vidnesbyrd: »Bricka besidder grundige Kundskaber og usædvanlig Interesse for Historien, saa at han i det Fag ubetinget er den flinkeste i Klassen». Naturligvis fik han «udmærket godt» i Faget ved den endelige Prøve. Overlæge Bricka havde derfor ogsaa fra sit Ophold i Felten sørget for, at Sønnen kunde faa Schlossers «Allgemeine Weltgeschichte» som Gave til sin Fødselsdag. Dagen efter denne havde Carl Bricka sluttet sin Skoletid. Men kun i ni Dage havde han baaret Studenterhuen, da han skrev et langt, alvorligt Brev til Faderen om, hvad der var hans Fremtidsmaal. «Der er kun én Videnskab, jeg ret har Interesse for, men den elsker jeg ogsaa med al den Inderlighed, hvormed man kan elske en Videnskab, og denne Videnskab er Historien. Hvis Du ikke har noget derimod, har jeg altsaa i Sinde at tage en Magisterkonferens i Historie. Tro ikke, kære Fader, at det er et øjeblikkeligt Lune, der lader mig foretrække denne Vej; Du véd selv, hvor stor Pris jeg altid har sat paa Historie».
Faderens Svar var lige saa smukt som betænksomt; det havde altid været en Grundsætning hos ham ikke ved forudbestemte Planer at tiltage sig en Afgjørelse eller at vinde en vis Indflydelse paa, hvad Carl eller hans Broder bestemte om dette betydningsfulde Livsspørgsmaal. Paa
| vii |
Saaledes havde Bricka i selve Krigens Aar viet sig til Historien. Det var dog ikke vort Lands Ulykke og Lidelser i dette Aar, der gjorde ham til Historiker. Nogle af de samtidige Historikere have fortalt, hvordan det egentlig var vor Kamp og vort Tab i Krigsaaret, der kaldte dem til Videnskaben. Det maa vel være saa, skjønt det jo altid er vanskeligt senere at redegjøre for, hvad der har bragt det til endeligt Gjennembrud, som længe har hvilet i ens Sind. Med Carl Bricka var det afgjort ikke Tilfældet. Hans Forsæt havde slaaet fast Rod længe før Krigen udbrød, og hans senere historiske Forskning har ikke heller faaet Farve af vor Kamp mod Tyskerne. Det er dog vist saa, at naar under Kong Christian IX’s Regering
| viii |
Hvad der er karakteristisk i Brickas Udtalelser, er dernæst hans Afvisning af enhver Tanke om, at en Universitetsvirksomhed skulde være hans Maal. Han havde ganske vist over for Faderen -- denne havde selv i sine yngre Aar sigtet efter en Lærerplads paa Universitetet og konkurreret om et Lektorat i Kirurgi -- nævnt i første Række blandt de Stillinger, som han kunde faa Adgang til, fire Lærerposter ved Universitetet; men det var nærmest et Argument i Debatten, thi Broderen skriver samtidig i disse Overvejelsesdage: «Hvad der forekommer mig meget besynderligt, er, at Carl lader til slet ikke at have Lyst til en Professorpost i Historie ved Universitetet»; «vil han ikke søge et Professorat, er det absolut det rigtigste at gaa den filologiske Vej». Ogsaa i de følgende Tider hævdede Bricka bestandig, at han ikke ønskede og ikke egnede sig for en Lærerpost ved Universitetet. Til en ældre Ven i en jysk Præstegaard, Pastor C. A. Klein, for hvem han ofte udtalte sig med stor Aabenhed, skrev han en Del Aar senere saaledes: «Der var ganske vist en Tid -- det var i mit Rusaar -- da jeg som det fjærne, attraaværdige Maal saa et Professorat vise sig for min ærgjerrige Fantasi. Men dengang var jeg saa ung; lad det være min Undskyldning. Nu ser jeg ganske anderledes paa Sagerne, nu ser jeg, at Maalet laa uden for min Rækkekreds. Opfat ikke disse Ord som ytrede af affektert Beskedenhed, de ere dikterede af min fuldeste Overbevisning, som i Aaringer
| ix |
Umiddelbart efter at have taget Artium var Bricka begyndt at undervise i Drengeasylskolen i Larslejstræde og vedblev dermed i fire Aar. Det var ulønnet Gjerning, der imidlertid glædede ham, og han knyttede Venskabsforhold med Skolens Inspektør, den foran nævnte Pastor C. A. Klein, og dens Lærere, saaledes A. Sørensen, senere Skolebestyrer i Hobro. Snart blev han ogsaa Lærer i Melchiors Skole. Ellers var hans Tid optaget af Studier hjemme og paa Bibliothekerne, og foruden de egentlige historiske Studier læste han i nogen Tid Spansk -- sammen med Niels Bache, den senere Skoledirektør, og Sørensen, -- han lærte sig Hollandsk og Italiensk, alt for at kunne benytte de historiske Kilder i disse Sprog ved sine Undersøgelser. Han fulgte naturligvis ogsaa flittig Forelæsninger paa Universitetet af Allen, Schiern og Edv. Holm, men efter hans egen Opfattelse udviklede han sig mest ved Selvstudium og dernæst
| x |
Af Universitetet var der udsat et Prisspørgsmaal for Aaret 1868-69: «en kritisk Oversigt og Bedømmelse af den nyere Tids Oplysninger og Undersøgelser om Wallensteins politiske Stilling og Planer efter Slaget ved Lützen til hans Død». Bricka følte sig fristet af Opgaven, han var vel inde i Tiden og besad en omfattende Bogkundskab, der lod ham arbejde med Lethed i alle de Værker og Tidsskrifter paa mange forskjellige Sprog, som han maatte gjennemgaa, «uden mindste Overdrivelse kan jeg sige, at jeg har havt flere Tusende Bind for mig». Hans Arbejde vandt Guldmedaillen; i Bedømmelsen anerkjendtes det, at han grundig og omhyggelig havde sat sig ind i Opgaven, om man end fandt, at Opfattelsen af Wallenstein i enkelte Henseender viste nogen Ensidighed, ligesom at Fremstillingen stundum var noget søgt.
Imidlertid maatte Universitetsstudierne afsluttes, og i December Maaned 1870 underkastede Bricka sig Magisterkonferensen. Han havde til den større skriftlige Opgave at fremstille den udenrigske Handels Vilkaar i Danmark-Norge i Tidsrummet 1536-1660 og hvorledes Regeringen søgte at fremme den. Professorernes Dom over den omfangsrige Afhandling lød paa, at den vidnede om
| xi |
Vi ville nu kaste et Blik paa Brickas øvrige Udvikling under Studietiden.
De, som have kjendt Bricka saa vel i de yngre Aar som i hans ældre Alder, ville have bemærket og maaske været forbavsede over, hvor uforandret han var i Adfærd, Lader og Ansigtets Udtryk; der var givet ham et Præg, som holdt sig uudviskeligt. Det var et Præg af stilfærdig Ro, af Harmoni og Renhed; hans Energi var forbundet med naturlig Tilbageholdenhed, og han var ret angest for at bryde ud af de tilvante Linjer. Man maatte uvilkaarlig spørge, om ogsaa medfødt Natur, arvede Karaktertræk eller Indtryk fra Hjemmet her gjorde sig gjældende. Overlæge Bricka var en varrnt troende Kristen, en udmærket Familiefader og en fint dannet Mand. Af Breve og Optegnelser fra hans toaarige Studierejse kan det ses, hvorledes han har anvendt al sin Fritid paa Theatret, paa Koncerter eller i Samlinger. Han elskede Musik; Syngemester Henrik Rung hørte til hans nære Omgangskreds, og her hørte Sønnerne, for hvis musikalske Uddannelse der blev sørget, Musik af al Art; de fortælle saaledes i Breve til Faderen om, hvorledes Jastrau havde sunget spanske Romancer til Guitarerne og den l0aarige Frederik Rung Duetter sammen med Søsteren Sophie. Georg Bricka var en ivrig Violinspiller, Carl dyrkede ogsaa i nogen Tid dette Instrument, senere
| xii |
Hvor inderlig nu end i dette Hjem Forældre og Børn vare knyttede til hinanden, manglede en vis levende Strømning i den lille Kreds. Den arbejdsomme, pligtopfyldende Fader sad i sit Studereværelse, og de to lærdomssøgende Sønner hver i sit, alle havde en vis Tilbøjelighed til at indeslutte sig, og det lykkedes ikke Moderen uagtet alle hendes kjærlige Bestræbelser at bringe et friskere Pust ind over Hjemmets lidt for store militære Korrekthed. Mange Aar efter skrev Georg i et Brev til sin Broder: «Jeg føres atter ind paa Betragtninger, som jeg i gamle Dage tidt har anstillet, nemlig at jeg -- mon jeg ikke kan sige «vi»? -- vilde have været bedre og lykkeligere, om vi havde haft en Søster at opvoxe sammen med», og Carl svarede ham, at han tit og mange Gange havde følt det samme. For at bringe ligesom et udfyldende Element ind i Huset tilskrev Georg en Gang i et af sine første Studenteraar Faderen et Brev, der vidner om, hvor meget han holdt af ham, og tillige om den Trang til at vise Kjærlighed mod Mennesker, der ogsaa senere fyldte ham -- han og hans Hustru opdrog i deres barnløse Ægteskab fire Børn som deres egne -, idet han foreslog Forældrene at tage en lille Gaasedreng, som de havde truffet under et Landophold, op i Huset og tilbød at hjælpe med til at betale for Drengen af sine egne Midler. Forsøget blev virkelig gjort, men tilfredsstillede dog ikke, nogle senere Forsøg paa at forøge Hjemmets kvindelige Element vilde heller ikke lykkes. Saaledes vedblev dette at have et lidt afmaalt og stillestaaende Præg, hvad der ikke bidrog til at bekæmpe den Tilbøjelighed til at afgrænse sig, som laa i Carl Brickas Natur.
Imidlertid maa dette ingenlunde forstaas saaledes, at Bricka havde Vanskelighed ved at omgaas Folk eller at
| xiii |
