Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Häfte 2 - Om brugen af konjunktiv i oldnorsk (M. Nygaard) - - I. Konjunktiv i hovedsætninger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
pers. I 2. pers. bliver derimod imp. det naturligste og simpleste
udtryk saavel for bøn og ønske som for opfordring, formaning og
befaling. I 2. pers. fl. falder desuden formen for konj. og imp.
sammen (undtagen ved verbet vera, hvor konj. dannes af en
anden stamme). 1. pers. fl. imp. udtrykker meget sjelden ønske,
men har i alm. den eiendommelige betydning, som vi udtrykker
ved omskrivningen "lader os", bruges altsaa, hvor en opfordring
fremsættes saaledes, at den talende indbefatter sig selv blandt
dem, som den rettes til. Naar forresten 1. pers. ent. og fl. konj.
saa yderst sjelden forekommer i ønske og opfordring, har dette
sin grund i, at man for dette tilfælde helst (ligesom ofte ellers)
anvender omskrivning (f. e. vil da ek, at og lign.).
a). 2. pers. imp.
om bøn, ønske:
svá eggjaðir þú mik, blótað verð þú (Hom. 193, 24). gef
þú allra konunga heilastr (Sn. E. I 394, 1). njót heill handa
(Nj. 36, 48). þú, Fáfnir, ligg í fjörbrotum (Fafn. 21). lifðu heill
(Sig. 1, 17). komðu heill (H. Hj. 32). verðu heill (Hym. 11).
verðu sem þistill (Sk. 31).
om opfordring og befaling:
takit byrðingssegl várt it forna ok fái þeim þat (O. S. 115, 19).
farit nú aptr ok segit konungi yðrum svá (O. S. 45, 33). þér
takit nestbaggann ok búit til nátturðar yðr (Sn. E. I 146, 22).
gerðu í líking annarra manna (Sn. E. I 174, 5). snústu frá illu
ok ger gott (Hom. 3, 12). segðu mér, ef þú veizt (Sig. 1, 6).
søkkstu gýgjarkyn (Helr. 14). grátattu (Sig. 3, 25). dvel þú
eigi at snúask til dróttins þins ok fresta eigi dag frá degi
(Hom. 25, 2).
Hvor nøiagtigt imp. og opfordrende konj. udtrykker det samme
tankeforhold, sees bedst, naar begge udtryksmaader sidestilles:
en þú ráð nemir ok rið heim héðan (Fafn. 20). Erlingr! fái þér
festu konungi þá er honum líki, síðan gangi Ásbjörn til griða
(O. S. 119, 38).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
