Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oldnordiske consonantstudier (Julius Hoffory) - - I. Spiranterne f, g, þ
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
26
som Dy stir 1717, Eæccikg 18n, Itøir 209, 3316, Dvæsc 21ur
Drø/oT 26 8, Dår 275, 6020, jE)«i 2818, 72 16, Du 3012, Dm 3113,
Detta 32 10, 10720, J)rø 4010, 4912, Da 4515, Daorø 505,
i)n/-samleg 5310, Desser 5510, 56 7, Dusund 61J, D<m 802, Drennum
89 *, Dnr 9527, Drifseme 10034, Dværtre 13323, Ðvertré 1353,
i>e^ar 15215, 1636 osv. ved siden af /^s&>, fæccileg, f air osv.
osv. Ogsaa i yngre norske hdskr. er ö eneherskende i ind- og
udlyd, medens /> efterhaanden bliver gennemgaaende regel i
forlyd. Faa denne maade opstaar der da i temmelig sen tid en
vis udvortes conformitet imellem islandske og norske
haandskrif-ter, idet i begge grupper p kan betragtes som det regelmæssige
i forlyd, ö i ind- og udlyd.
Dersom altsaa den hidtil herskende opfattelse har ret i, at
f betegner den tonløse, S den tonende lyd, maa udviklingen paa
Island og i Norge have været ganske forskellig. Paa Island
maatte da den tonløse lyd have været eneherskende til
begyndelsen af det 13de aarhundrede. Derefter maatte den tonende
lyd have begyndt at gøre sig gældende baade i for-, ind- og
udlyd ved siden af den tonløse, saaledes at det samme ord snart
kunde udtales paa denne, snart paa hin maade, og endelig var
da den tonløse spirans bleven overvejende i forlyd, den tonende
i efterlyd. I Norge derimod maatte, under den ovennævnte
forudsætning, allerede paa de ældste haandskrifters tid udtalen i
forlyd have været meget vaklende: snart tonløs, snart tonende
spirans i ét og samme ord uden bestemt regel, medens i ind- og
udlyd den tonende spirans var eneherskende. Dette forhold
maatte da have vedblevet at bestaa for ind- og udlydens
vedkommende, medens den tonløse spirans senere blev overvejende
i forlyd. Da imidlertid en saadan Udviklingsgang er ganske
uantagelig, saa følger heraf, at den gængse opfattelse af tegnenens
og ð?s betydning er urigtig. Naar vi dernæst gaa over til at
undersøge, i hvilke tilfælde den interdentale spirans har været
tonløs, og i hvilke den var tonende,, vil det derfor være rettest
helt at se bort fra haandskrifternes vexlende skrivebrug og søge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
