Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Runerne i den oldislandske Literatur, ved Björn Magnússon Ólsen (Gustav Storm)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
173
tage den Bemærkning til Indtægt for den latinske Skrift,
ikke for Runeskriften, hvis Eedskaber vei indtil den Tid maa
have været Sten, Træ og skjærende Instrumenter (Kniv eller
Hug-jærn); de, der efter sin naturlige Virkekreds befattede sig med
Euneindskrift, var, som ogsaa Forf. andensteds antyder, snarere
Stenhuggere og Træskjærere - altsaa de læge Arbeidere - end
Præsterne, uden at jeg naturligvis vil benægte Rimelighenen af
at ogsaa Præster kunde lære Runer.
Som bekjendt er alle islandske Haandskrifter fra 1100-1150
nu tabte, saa nogen absolut Sikkerhed i Spørgsmaalet kan vi
aldrig naa. Forfatteren søger da, udgaaende fra sin Hypothese,
at paavise sproglige og grafiske Minder om Runeperioden. Han
dvæler i første Række ved Ordene rita, merkja og skrifa. Åre
frode bruger én Gang Ordet rita om hvad der er skrevet i
Ed-mund den helliges Saga (o: Legende) og i den gamle Kristenret
tales om den udenlandske Præst, der har den indviende Biskops
"rit" (Brev, paa Latin eller med latinske Bogstaver), medens der
om islandsk Skrift bruges andre Ord; deraf slutter Forf., at
rita betegner den latinske Skrift, medens merkja, gera bóc, gera
á skrå, skrifa o. 1. betegner den nationale Skrift, Runeskriften.
Denne Slutning forekommer mig forhastet; selv om det var
bevist, at "Edmund den helliges Saga" var den latinske Legende
- der var dog en Mulighed for at der allerede fandtes en
islandsk Oversættelse, en af de ældste "þýðingar helgar" -, kan
man dog ikke deraf bevise, at rita betyder "skrive Latin". Naar
vi vide, at Bøger og Bogskrift førtes til Island dels fra England,
dels fra Tyskland, forekommer det mig meget naturligt, at man
optog baade det engelske og det tyske Ord (rita og skrifa} for
den nye Kunst og at disse Ord længe med afvexlende Held
kjæm-pede om Forrangen (se Afhandlingen S. 32 f.). Jeg tror det
i det hele taget er for dristigt at gjøre Slutninger fra den
begyndende Literaturperiodes Sprogbrug om Ord, der skal
udtrykke saa nye Begreber som at "skrive" og "læse". Det
synes mig meget naturligt, at de i den nye Kunst
kyndige dels forsøger sig med kjendte Ord i ny Betydning, dels
med den fremmede Kunst optager nye Kunstord. Om merkja i
gamle Digte bruges om at riste Runer, maa det efter min
Mening meget naturligt i et Dokument fra c. 1100 kunne betyde
skrive, optegne, saaledes som det dog vitterligt maa være
opfattet^i 13de Aarhundrede ved Nedskrivningen i Konungsbók
af Grágás. Ligesaa naturligt synes det, at Forfattere istedenfor
det udenlandske og nye Kunstord "skrive" bruger Udtryk som
gera á skrå, setja á skrå, setja á bok (b&kr), at de istedenfor
"læse" laaner fra Runefortolkningen Ordet rfåa eller fra
Lovfremsigelsen Ord som lysa, segja upp o. 1. Det forekommer
ganske parallelt til, at man ved Siden af Ordet bok, som fra
Engelsk gik over til de nordiske Sprog (ogsaa til Islandsk) omkr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
