Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Anmälan: A Danish and Dano-Norwegian grammar by P. Groth (F. Dyrlund)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dyrlund: Anmälan. 75
Grundtvigs ordbog er ombyttede med böje og kcje i Såbys (sml.
Groth § 95). At den danske normaludtale af öj (øg i døgn o. s. v.)
er åj eller i al fald lyder med en fra å udgået mellemlyd, kan
jeg Uge så lidt indrömme, som at vor mønsterudtale af ej (eg i
egn o. s. v.) skulde være aj eller i al fald lyde med en fra a
udgået mellemlyd, — hvor tit end navnlig det sidste er påstået af
vore lydlærde med den fortræffelige Bredsdorff som førstemand
(1817), og skönt det vel endog, gennem Sweet, er ved at gå over
i den evropæiske bevidsthed. Efter min mening forholder sagen
sig således: vi har to korte «-lyd, sml. trælle, træt, ret med tælle,
tæt, let; af disse er det den første, det toprikkede æ[1], der høres
i de dannedes udtale af "ej", den sidste, det énprikkede æ, der
høres i den sælandske bondes og til dels stadsalmuens udtale deraf[2],
idet fordelingen af de to «-lyd i Sælandsken i det hele er meget
forskellig fra den i Höjdansken (trælle udtales i hin «- tælle; vel
derimod som väl o. s. fi\). På lignende måde udtales öj af de
mere dannede med et mere åbent ö (tröje, töj[3]), af bonden med
et mere lukket, der ligger længre ned ad mod ø, hvilken
mellemlyd jeg plejer at betegne ved o med én prik over.
Det er vel tilfældigt, at forfatteren som exempler på den af
Rask og Lyngby såkaldte halvlyd for Dansken (§ 16) kun har e i
ord som gave og "tusinde", for Norsken (§ 87) tillige e i tusen
(1000); men denne form — dog med stødtone for "enkelt tonelag"
i norsk ("högton" i svensk) — kendes meget godt i dansk
om-gangssprog som forkortning af tusende, hvori vi endog har to
"halvlyd", af hvilke den første lyder forskellig, efter som vi, mere
bogret, udtaler d¾t (da som i tusen) eller, mere naturlig, udelader
det (da som det sidste e). Skönt tilfældene af de første
iagttagere, Silfverstolpe (1811) og Bredsdorff (1817)[4] og endnu af
Lyngby behandles under ét, er der dog ingen tvivl om, at vi her
har at göre med to forskellige lyd, af hvilke den ene minder om
e, den anden om æ (ganske vist aldrig om noget nok så svagt ø),
der i lydskrift kunde fortjæne hver sin betegnelse[5]. Såvel Bask
som Rydqvist holdt de to lyd ude fra hinanden[6]; i Sverrig er
vel i øvrigt den e-agtige hjælpelyd mindre udbredt end i Danmark:
i Stokholm hørte jeg f. eks. i tnå’rse tydelig udtalt med bitone
å sidste stavelse. Det höjeste, der for Danskens vedkommende
an tvistes om, er, om den ec-agtige hjælpelyd i visse forbindelser
er til stede eller ikke: de af Mikkelsen s. 209 anm. 1 omtalte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
