Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bödtker: Vokalharmoni.
281
Vokalharmoni i ubetonet e.
Norskens ubetonede e har, saavidt mig bekjendt, altid
været betragtet som en ensartet lyd med konstant værdi.
Yed efter hverandre at udtale ord som fire, fare, före
vil man imidlertid merke, at udtalen af e er forskjellig i
disse tre eksempler. Herom overbeviser man sig lettest ved
at hviske ordene, saa vokalernes egentone træder frem. Man
vil da hore, at tonehöiden for e ikke er ganske den samme
overalt, og kan heraf slutte at e i fire ikke er identisk med
e i fare og före. Tonehöiden for e forekommer mig at være
afhængig af den forudgaaende betonede vokals egentone. Jo
dybere denne er, des dybere er egentonen for e. Denne
differens kan være vanskelig at opfatte efter vokaler, der ligger
hinanden nær, som f. eks. æ og i (være, fire)] men mellem
e i saare og e i fire forekommer det mig at være et
interval paa næsten en ters.
Jo mere aaben den forudgaaende betonede vokal udtales,
des mere aaben vil udtalen være af det ubetonede e\ e \
fire lyder for mig mere lukket end e i være, og denne e
igjen mere lukket end e i fare.
Tydeligst merker man den forudgaaende betonede vokals
indflydelse, naar denne er labial. Efter en saadan bliver
nemlig e betydelig labialiseret; e i före udtales med mere
fremskudte læber og nærmer sig i klang ikke saa lidet det
ubetonede franske e.
Grunden til dette forhold maa söges deri, at
mundstillingen for den vokal, hvorpaa akcenten hviler, delvis
overfores paa den ubetonede e, idet den mellemliggende konso-
ken så, att man i ä. nysv. skulle i adjektivernas bestämda form promiscue
kunna använda -e och -a utan någon bestämd regel. — Emellertid har jag
redan i Sv. landsm. XI, 8 s. 9 ff. visat, att i vissa skrifter från omkring år
1700 finnes en annan tendens till regelbunden växling av -a : ~e i
adjektivens bestämda och obestämda böjning, i det att en växling framkallats av
akcentueringen.
ARKIV »ÖB KOBDI8K »ILOLOGI XVI, NT FÖLJD XII.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
