Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Pedersen: Dansk og urn. akc. 45
melse mellem danske og norske dialekter ikke få virkelig
sproghistorisk betydning; men har man erkendt, at forholdet
for danskens vedkommende er som ovenfor fremsat, vil man
ikke kunne værge sig imod den slutning, at det ligeartede
norske fænomen er at bedømme på samme måde. — Yi be-
finder os jo imidlertid stadig på områder, hvor stødet findes
den dag idag. Det gælder nu om at vise, at det tidligere
har eksisteret også på de områder, hvor det nu mangler.
Et sådant bevis kan selvfølgelig, da stødet selv ikke direkte
betegnes i den skriftlige overlevering, kun føres ved hjælp
av et sproghistorisk ræsonnement, hvorved det vises, at visse
lydforhold, på hvilke der ellers ikke kunde gives fyldest-
gørende forklaring, bliver forståelige gennem den opstillede
antagelse og kun ved den. Hvis dette kan godtgøres på
ikke blot et enkelt, men flere punkter, vil beviset være ført,
idet der i den omstændighed, at forklaringen passer på flere
forskellige forhold, ligger det bedste indicium for dens rig-
tighed.
Her vil jeg først nævne det mærkelige og hidtil ufor-
klarede forhold, som i de nordiske sprog — og ikke mindst
i oldsvensk og oldnorsk — viser sig ved ord med hiat Dj
idet disse lydlovlig får akc. 1 (se Kock Acc. §§ 125—131).
Antager man, at akc. 1 forekom ledsaget av stød allerede i
den fællesnordiske sprogform, bliver dette fænomen ikke blot
let forståeligt, men næsten selvfølgeligt. Når man udtaler
to vokaler, der støder sammen uden at danne diftong og alt-
så udgør to stavelser, vil der mellem disse indtræde strube-
lukke, som således i det foreliggende tilfælde træder i stedet
for den konsonant, der på et tidligere sprogtrin har stået
mellem vokalerne (Æ
, y, w). Men når strubelukke i forvejen
fandtes i sproget og altid som led av akc. 1, så forstår man
let, at overhovedet alle ord med denne ejendommelige arti-
*) Om de særlige kvantitetsforhold i hiatformer se Natanael Beckman
i Ark. XV, 87 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
