Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
254 Boer: Stødet i dansk.
ven, fø l i den ubestemte form ikke på samme måde slutter
sig til mand, så forstår det sig af sig selv, da der findes
mange enstavelsesord på enkelt konsonant uden stød. Men
den korte vokal i tostavelsesord måtte bevirke, at konso-
nanten blev opfattet som lang, da regelen er, at en kort
vokal i åben stavelse — altså foran enkelt konsonant i to-
stavelsesord — forlænges. Samme opfattelse af forholdet,
der har ført til den ortografiske fordobling af n i vennen,
har også været grunden til stødets opståelse. Der kan ikke
være tale om, at n i ven skulde være for kort til at bære
stødet; det har kun været for kort til at få den circumflex,
som er vilkåret for en lydlovmæssig opståen af stødet; men
dette gælder ligeledes om n i vennen.
Når ord som tam, gram, dam og andre på kort vokal
+ m skiller sig fra ven ved, at de har stød i de ubøjede
former, så er det let forståeligt. Da intervokalisk m regel-
mæssig er blevet forlænget, måtte udlydende m i de kor-
responderende former også opfattes som langt, og stødet har
da udbredt sig til disse former ligesom til de ord, der som
dag har secundær lang vokal. At tam nogensinde har været
udtalt med lang vokal, kan altså ikke sluttes af stødet, og
endnu mindre kan disse ord bruges til bestemmelse af stødets
kronologi.
Som bekendt har guld, gulv, sølv ikke stød, når de står
uden artikel. De behandles altså ligesom ven. Hvorledes
Jespersen kan holde stødets udebliven i disse ord for natur-
lig, er, endogså om man går ud fra hans teori, uforståeligt.
guld står aldeles på én linje med fald, mund o. 1., hvis stød
af Jespersen med rette anses for lydlovmæssigt, da disse ord
oprindelig ender på en stemt konsonantgruppe. Slutnings-
konsonanten i [gul] har dog ikke lidt nogen unaturlig for-
kortelse; l udtales nu for tiden kort ligesom i fald, men når
dette sidste kan bære stød, indser man ikke, hvorfor l i guld
ikke skulde være istand dertil. Altså har guld, efterat kon-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
