Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Trettende kapitel - Fjortende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
men hun svarte ikke. Præsten, som stod stille og væntet, sa
ændelig, men denne gang ganske sagte: „Dersom vi kunde lage
det så, at de kom oftere sammen her på præstegården?“ — Hun
kiket op på præsten, for at få vite om dette også var fullt alvor.
Men hun turde ikke rigtig tro ham. Præsten begynte at gå igjæn,
men stanste derpå: „Hør nu, Margit! Når det kommer til stykket,
så var det kanske dit ærend hit idag, dette?“ — Hun så dypt
ned, hun puttet et par fingre in i det sammenlagte tørklæ, og
kom ut igjæn med en snipp: „Å ja, Gud bæ’re mig så visst, — det
var nok dette jeg vilde.“ — Præsten slog ut i latter og gned
sine hænder: „Kanske det var dette du vilde, sist du var her
også?“ — Hun drog snippen længer frem, hun tøjde og tøjde:
„Siden du nu siger det, så var det nok dette, ja.“ — „Ha, ha,
ha, ha! Ja, du Margit, du Margit!–––-Vi skal se hvad vi kan
gjøre; ti sant at sige, har min hustru og datter for længe siden
hat samme tanker som du.“ — „Er det muligt?“ hun så op, så
glad og så skamfull på én gang, at præsten ret hadde sin glæde
av hennes åpne vakkre ansigt, hvori barnet var reddet frem
gjænnem al sorg og frygt. ,Ja-ja, Margit, du som har slik kjærlighed,
får vel for kjærlighedens skyll tilgivelse både av din Gud og av
din søn for hvad du har forbrutt. Du er vel også alt straffet i
den stadige store angst, hvori du har levet; vi skal nu se om Gud
vil gjøre en snar ænde på den, for vil han det, så hjælper han
os litt nu.“ Hun drog et langt suk, og atter ett og atter ett, da
rejste hun sig, takket og nejde, og gik og nejde igjæn i døren.
Men hun var ikke vel utenfor den, før hun skiftet. Hun så op
mot himmelen med et kort, men av takk strålende blik, og skyndte
sig ned ad trappen, og hun skyndte sig mere og mere, jo længer
hun kom bort fra folk, og så let som hun gik ned mot Kampen
den dagen, hadde hun ikke gåt vejen på mange, mange år. Da
hun kom så langt at hun kunde se røken vælte tyk og munter
op av pipen, velsignet hun huset, hele gården og præsten og Arne
— og hugset så, at de skulde ha røkekjøtt til middag, som var
hennes beste mat!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
