Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Fjortende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
402 ARNE
han bare hodet, så henne ikke; — stod på knæ, så henne ikke;
— helt op ... nej, hun var borte!
Han vilde ikke mere til præstegården. Han vilde ingenting! —
Siden sat han hvor hun hadde sittet, sat der ænnu da solen gik
til middag. Sjøen trillet ikke med en eneste båre, fra gårdene
begynte røken at tittre i vejret, akerrikserne holdt op, den ene
efter den annen, småfuglene spøkte vel, men drog sig mot skogen,
duggen var borte, så græsset stod alvorligt, ingen vind var der,
så bladene hang stille, solen stod om en time i middag. Han visste
ikke hvordan det gik til, at han sat der og stelte med et lite
digt; en bløt tone kom og bød sig frem til det, og med brystet
underlig fullt av alt som var mildt, gik og kom tonen så længe
til den hadde med et helt billede.
Han sang det stillt som han hadde gjort det.
I skogen smågutten gik dagen lang,
dik dagen lang;
der hadde han hørt slik en underlig sang,
underlig sang.
Gutten en fløjte av selje skar,
av selje skar —
og prøvde, om tonen derinne var,
derinne var.
Tonen den hvisket og nævnte sig,
og nævnte sig,
men best som han lydde, den løp sin vej,
den løp sin vej.
Tit når han sov, den til ham smøg,
den til ham smøg,
og over hans panne med ælskov strøg,
med ælskov strøg.
Vilde den fange, og vågnet bratt,
og vågnet bratt;
men tonen hang fast i den bleke nat,
den bleke nat.
„ Herre min Gud, tag mig derin,
tag mig derin!
ti tonen har fåt mit hele sinn,
mit hele sinn.“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
