Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Sjette kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
440 EN GLAD GUT
så fullt og klart op, skjønt stemmen var kvalt. — „Mit kjære
barn; jeg vil være om dig, så længe jeg lever.“
Han væntet på ham, til han fik ordne sig og samle sine bøker,
sa så, at han vilde følge ham hjæm. De gik langsomt hjæmover,
i begynnelsen var Øjvind endnu stille og kjæmpende, men litt
efter litt vant han på sig selv. Han var så overtydet om, at det
forefallne var det beste som nogensinne kunde ha truffet ham,
og før han kom hjæm, var troen derpå blet så stærk at han takket
sin Gud, og sa det til skolemesteren. ,Ja, nu skal vi tænke på at
nå noget i livet,“ sa skolemesteren, „og ikke løpe efter blindmænn
og numre. Hvad siger du om seminariet?“ — ,Jo, jeg vilde gjærne
dit.“ — „Du mener agronomskolen?“ — „Ja.“ — „Den er visstnok
også den beste; den gir andre utsigter æn en skolemesterstilling!“
— „Men hvorledes skal jeg komme dit? Jeg har inderlig lyst,
men ikke råd.“ — „Vær flittig og bra, så skal der nok bli råd!“
Øjvind følte sig ganske overvældet av taknemlighed. Han fik
denne tindren for øjet, det lette åndedrag, den uændelige
kjærlighedens ild, som bærer frem når man føler menneskers uvæntede
godhed. Hele fremtiden forestiller man sig et øjeblik som at vandre
i frisk fjællluft; man bæres mere æn man går.
Da de kom hjæm, var begge forældre i stuen og hadde sittet
der i stille vænten, skjønt det var arbejdstid og travelt.
Skolemesteren kom først in. Øjvind efter, begge smilte. „Nu?“ sa
faren, han la en salmebok bort, hvori han nætop hadde læst „En
konfirmants bøn“. Moren stod ved gruen, turde ingenting sige;
hun lo, men hun var usikker på hånden; hun væntet øjensynlig
noget godt, men vilde ikke røbe sig. Jeg måtte bare følge for at
glæde eder med, at han svarte på alt han blev spurt om, og at
præsten sa, da Øjvind var gåt, at han ikke har hat flinkere
konfirmant.“ — „Å nej!“ sa moren og blev meget bevæget. — „Det
var jo bra,“ sa faren og rømmet sig usikkert.
Efterat det hadde været længe stillt, spurte moren sagte: „Hvad
nummer får han?“ — „Nummer 9 eller 10,“ sa skolemesteren
rolig. — Moren så på faren, denne først på henne, så på Øjvind;
„en husmannsgut kan ikke vænte mere,“ sa han. Øjvind så på
ham igjæn; det var som atter noget vilde op i halsen, men han
betvang sig ved i en hast at huske på kjærlige ting, den ene efter
den annen, så længe til det gik ned igjæn.
„Nu er det best jeg gar,“ sa skolemesteren, nikket og vændte
sig. Begge forældrene fulgte efter sædvane ut på stenhællen; her
tok skolemesteren sig en skrå og sa smilende: „Han blir nummer
én allikevel; men det er ikke værdt han får vite noget om det,
før dagen kommer.“ „Nej, nej,“ sa faren og nikket. „Nej, nej,“
sa moren, hun nikket også; derpå tok hun skolemesteren i hånden;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
