Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ellevte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FISKERJÆNTEN 95
lige ord: skuespill. Der yppedes et hæftigt ordskifte, og midt i
det kom provsten til, som ikke hadde været ved middagen, da
han var blet bortkallt til en syk; han var alvorlig stemt, han spiste
ikke, han tok heller ingen del i samtalen; men han stoppet sin
pipe og hørte på. Straks Ødegård mærket at provsten sat stille
og fulgte, blandet han sig in, men prøvde længe forgjæves at få
mening i det; ti stiftskapellanen hadde for vis at rope, hvær gang
et led i bevisrækken skulde knyttes: ,Jeg nægter!” (han vilde
ikke sige be-nægter) og så måtte først det der skulde bevise, selv
bevises; det gik følgelig baklængs; man var fra skuespillet allerede
kommet til skibsfarten og skulde, for at få noget bevist i skibs-
farten, nætop over i akerbruket.
Nej, så utnævnte Ødegård provsten til ordstyrer. Foruten ham
var flere præster tilstede, samt kaptejnen, en liten sortsmusket en
med en umådelig mave, men et par små ben under der gik som
et stokkespill. Ødegård gav ordet til stiftskapellanen, forat han i
samlet sum kunde fremføre hvad han hadde imot skuespillet.
Stiftskapellanen tok ordet:
„Allerede retskafne hedninger var imot skuespillet: Platon,
Aristoteles, fordi det fordærvet sæderne. Sokrates så rigtignok
undertiden på skuespill, men slutter nogen derav, at han billiget
det, så nægter jeg det; ti man må se meget som man ikke synes om.
De første kristne advartes ihærdig mot skuespill, læs Tertullian!
Siden skuespillet i nyere tider er gjænopvakt, har alvorlige kristne
talt og skrevet derimot; jeg nævner navn som Spener og Francke;
jeg nævner en kristelig etiker som Schwarz, jeg nævner Schleier-
macher. („Hør!” ropte kaptejnen; ti dette navn kjænte han.) De
to siste inrømmer tilladeligheden av dramatisk digtning, Schleier-
macher mener ændog, at i private selskaper av private skuespillere
kan et godt digt opføres; men han fordømmer skuespill standen.
Skuespillet som fag er for en kristen en så mangfoldig fristelse,
at han skal sky det. — Men er det ikke også en fristelse for
tilskuerne? At røres av digtet lidelse, at løftes av digtede dyds-
mønstre, slikt som man bedre kan værge sig imot, når man læser,
det lokker til at tro man selv er hvad man ser; det svækker viljen,
selvarbejdet, det drar os ned i hørelyst, skuelyst, fantasilyst. Er
det ikke sant? Hvem er især på komedie! Lediggjængere som
vil mores, vellystige som vil pirres, forfængelige som selv vil
sees, fantaster som flygter hit fra det virkelige liv, det de ikke
tør gå i kast med. Synd innenfor tæppet, synd utenfor! Jeg har
aldrig hørt alvorlige kristne sige annet!”
Kaptejnen: Jeg blir aldeles rædd for mig selv. Har jeg været
oppi en slik ulverede, hvær gang jeg har været på komedie, så
måtte fanden—" — „Fy, kaptejn,” sa en liten pike som var kom-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
