Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
støv 293
menneske som føler så, det har den.“ Hun hadde aldrig været
skjønnere. I det samme hørtes nogen i forstuen. Hun vændte
hodet lyttende derhen. „Der er Atlung tilbake!“ sa hun, rejste
sig og ringte efter en kop til.
Det var ganske rigtig Atlung; så snart han hadde fåt tøjet av
sig, åpnet han bredt døren og steg in. Hans disponent, Hartmann,
var blet ængstelig, og var kommet mot ham. Atlung hadde avgjort
altsammen med ham midt på landevejen.
Fruens spørgende øjne fulgte ham, mens han gjorde nogen
slentrende slag bortover. Enten likte hun ikke at han avbrøt os,
eller så hun at han var i dårligt lune. I det samme han mottok
kaffekoppen av hennes hånd, fortalte han henne hvad der hændt
med gutterne. Han nævnte intet av de ord gutterne hadde ropt
ut med så megen jubel; men han sa nok til, at hun kunde skjønne
hvad det var. Og mens han drak, fortalte han at han hadde lovt
dem ris; „men,“ sa han, „her må noget annet til æn ris.“
Som hun stod, da hun gav ham koppen, så blev hun stående
ænnu, da han hadde drukket, og gik. Rædsel lå over hennes
ansigt og stilling. Hennes øjne fulgte ham i rummet; hun væntet
på dette annet som var mer æn ris.
„Nu vil jeg sige dig det, Amalie,“ lød det borte fra værelset,
„gutterne skal bort den dag imorgen.“
Hun sank langsomt ned i sofaen, så langsomt, at jeg tror ikke
hun selv visste av at hun satte sig. Øjnene fulgte ham ufravændte.
Noget hjælpeløsere, ulykkeligere har jeg aldrig set.
„Du holder da vel såpass av gutterne, Amalie, at du kan finne
dig i det? Nu kan du se hvad det leder til at jeg føjde dig sist.“
Men blir han slik ved, så dræper han henne! Ser han da ikke
på henne?
Om hun mærket min deltagelse eller ej, — hun vændte med
én gang sine øjne, sine hænder mot mig... mens han gik fra os
bortover gulvet; en fortvilelsens bøn lå i dette øjekast, denne lille
bevægelse. Jeg forstod straks at her er hennes eneste ønske; her
er det jeg skulde hjælpe henne med.
Hun var sunket ned over sine hænder, og hun blev liggende
slik uten at røre sig. Jeg hørte ikke at hun gråt; væntelig bad
hun. Han gik op og ned; han så henne; mens hans gang blev
altid bestemtere. Han slængte de ting han tok og kramset, læn-
gere fra sig, hæftigere.
Da gik spisestudøren langsomt op; det var atter Stina. Men
denne gang blev hun stående på tærskelen, blekere æn vanlig.
Atlung, som nætop hadde gjort vænding mot os, stanste: „Hvad
er det, Stina?“ — Hun svarte ikke straks; hun så ned på fruen,
som løftet hodet mot henne: „Hvad er det, Stina!“ utbrøt også hun.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
