Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
378 ABSALONS HÅR
Det var en fredag den slog således ned i ham, og lørdag morgen
vågnet han ved at moren stod over ham med sine aller størst
forundrede øjne. Håret var ænnu flættet for natten, den ene
flætten pirket ham på næsen, derav vågnet han, før hun talte.
Hun stod bøjd over ham og stirret på ham, opskræmt; hun stod
i sin lange hvite natdragt, sirlig og full av kniplinger, og med
bare ben. Hun vilde aldrig ha vist sig for ham således, var der
ikke noget forfærdeligt som jog henne in. Hvorfor talte hun ikke?
Bare stirret — eller var det ikke forfærdet hun var?
„Mor!“ ropte han, og rejste sig i sæte. Da bøjde hun sig tæt
til ham: „Mennesket er død,“ hvisket hun. Det var hans far
hun kallte „Mennesket“; hun kallte ham aldrig anderledes. Rafael
fattet det ikke, eller han blev lammet ved det. Hun tok det op
igjæn højt, højere: „Mennesket er død, Mennesket er død,“ og så
rejste hun sig helt, stak sine nakne ben frem under linnetet og
danset. Bare et par takter og smuttet ut av døren, som stod
halvåpen. Han sprang op og efter; da lå hun over sofaen der-
inne og hulket. Hun følte ham bak sig, rejste sig raskt, trykket
ham in til sig, hulket. Han kjænte hvor hun skalv over hele
legemet som i krampe. ...
Ænnu da de stod dernede over hans lik, skalv hun så i hånden
han holdt, at han slog armen om henne, han tænkte hun fallt.
Når han senere i livet tænkte på dette, forstod han hvad hun
i det stille hadde holdt ut, forstod hvad for en ubøjelig vilje hun
hadde sat in på kampen, men også hvad den hadde kostet!
Nu, i det samme, forstod han det ikke. Han tænkte hun led
ved det forfærdelige de nu så, således som han led. Der lå
kjæmpen kummerlig og stakkarslig. Han, som engang roste sig
av sin renslighed, og krævde den av alle, lå der skidden, ubar-
beret i fettete fæller som lugtet, i et linnet så fillet og urensligt,
at ingen arbejder på gården hadde det værre. Klærne fra igår lå
på en stol ved sengen, fatteslig luslitte, tilklint av smuss, sved,
tobak, stinkende som alt her. Hans munn var fortrukket, hæn-
derne stærkt knyttet; han var død av slag.
Og som her var øde og forlatt omkring ham! Hvorfor hadde
sønnen ikke set det før? Hvorfor hadde han ikke følt sin far
ensom og forlatt? Her var jo ikke mål for som han hadde
været det.
Rafael gav sig til at gråte. Og hans gråt vokste til den fyllte
rummet, ja alle rum herinne.
De kom in, de andre på gården, én efter én, de vilde se.
Guttens gråt gav en så uvilkårlig forklaring, at alle fik nyt syn.
Han hadde været utrolig ulykkelig, forlatt, hjælpeløs, han som lå
her. Herren se i nåde til os alle!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
