Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
526 MARY
piskerne, han blev hos dem som gav fri!“ Nu var de om hjørnet.
Jørgen såes ikke. —
— Da han kom efter i hotellet, nægtet man at hun var hjemme,
skjønt han hadde set henne gå in. Han fortalte at hun hadde
hans hund. Ja, derom visste de ikke besked.
Han måtte gå. Han hadde mistet både henne og hunden.
Men oppe på sit rum spurte Mary hunden: „Vil du være min?
Vil du være med mig, du lille sorte John?“ Hun klappet i hæn-
derne for at få den til at gjø sine glade ja. Dermed var ejendoms-
spørsmålet avgjort. Hun fik et brev fra Jørgen, antagelig derom.
Det brænte hun ulæst.
Hun tænkte han vilde møte op på jærnbanestationen, når toget
til Norge gik, og da kræve sin ret. Hun kom modig kjørende til
det med sin hund ved siden, vasket, kjæmmet, duftet. Jørgen
var der ikke.
Hun sov hele natten med hunden foran sig på sit rejsetæppe.
Men med morgenen kom tankerne. Nu var hun alene. Alene
om ansvaret.
Hittil hadde hun jo av al magt pisket sig selv in i den eneste
trange utvej: straks at gifte sig med Jørgen, føde på en utenlands-
rejse — og så holde ut i det aller længste.
Men at gifte sig med den hun avskydde, bare for at låne sig
et fikenblad — som det nu var blet uforståeligt! Hun hadde for-
søkt det, fordi således tænktes rundt om henne, og fordi hun var
i en særstilling; der tåltes ikke plet på fæstklædningen.
Men nu sa hun: „fy, fy!“ til det, ganske højt. Og da hunden
straks så op, la hun til: „Dette var min „hunderejse“, skal jeg
si dig! Avslutningen på min „hundehistorie“!
Men hvad så?
Hun kjænte til hvad som kunde gjøres. Men det måtte altså
ha to medvidere, Jørgen og én til. Alene det var nok. Således
kunde hun ikke skride stolt og fri frem — og det hadde hun
behov til.
Ja, hvad så?
Sålænge hennes „hunderejse“, hennes „hundehistorie“ stod for
henne som befalt, som uomgjængelig nødvendig for ærens skyll,
hadde det siste, det aller siste skjulested ikke mældt sig som
alvor.
Nu var det alvor.
Hun så sørgmodig in i hundens troskyldige øjne, som lette
hun efter en utvej også fra det. Hun møtte den mest ublandede
livslyst og hengivenhed. Hun trykket sit hode ned i hans pels og
gråt. Hun var ænnu så ung, hun hadde ikke lyst til at dø.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
