Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
528 MARY
— Så utmattet, så sjæleangst kom hun hjæm, at hun gav sig
til at gråte, da hun så huset. Så tung en gang som hennes op-
over mot det, hadde visst ikke mange gåt. Selv hundens jubel-
sprang, da han kom på fast grunn, kunde ikke adsprede. Hun gik
op for at vaske sig og bytte, og bad om, at hennes far og fru
Dawes måtte få vite at hun var kommet. Den lille pike var med
inne og hjalp henne, hennes lek med hunden i hvært ledigt øje-
blik pinte Mary; men hun sa intet.
Hun så svært medtat ut. At hun hadde grått, var altfor synligt.
Men det kunde kanske være bra. Så skjønte han med én gang
at godt stod det ikke til. Bare han tålte det? Hun måtte jo
skynde sig og forklare ham at rejsen hadde været lang og be-
sværlig, og at Jørgen ikke fant formuen stor nok i deres stilling
til at gifte sig på. De måtte vænte på onkel Klaus.
Hvis hun fik gråte, og det fik hun nok, så træt og fortvilet
hun nu var, så forberedte det for en annen gang. Bare han
tålte det.
Men hvad skulde hun annet gjøre? Om hun ikke kom straks,
ante han uråd, ængstet sig, og det tålte han heller ikke.
Hun skalv, da hun stod for døren. Ikke alene av angst for
ham, nej også fordi hun ikke fik kaste sig over ham, si ham alt
og få gråte ut hos ham. Som det hele var forfærdeligt. —
Men livet er stundom barmhjærtig!
Han var ikke blet varskudd om at hun var kommet; ti han sov.
Og dette stod Sykeplejersken færdig til at si derute på gangen,
når Mary kom ut. Hvorfor ikke banke på og si det gjænnem
døren? Fordi hennes væsen engang var sådant. Nu da Mary
kom ut, var Sykeplejersken ikke i gangen, men i trappen. Piken
kom nemlig med middagsmaten til den syke; den hæntet Syke-
plejersken ellers altid selv, og skamfull over at hun ikke kunde
gjøre det idag, vilde hun dog i alle fall møte henne i trappen og
ta den fra henne.
Just i det øjeblik åpnet Mary døren til sin fars rum. Hun blev
stående i den, fordi Sykeplejersken i det samme kom tilsyne og
hvisket: „Han sover, frøken!“
Men hunden ænste ikke det. Den var alt inne, labberne alt på
sengkanten, ansigtet like op i den sykes, som nætop vågnet.
Vågnet mot dette sorte fjæs stirrende in i hans øjne. De blev
vidåpne og søkte med forfærdelse ut i rummet, der de traf
Marys. Hun stod i døren, skrækslagen, likblek. Han løftet hodet
mot henne, øjnene blev hængende, der fallt som et fjærnsyn in
i dem. Så sank hodet.
„Han dør!“ ropte Sykeplejersken bak henne. Hun satte fra sig
brættet, og ilte frem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
