Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - II. John Kurt - VI. Første følge og annen - III. En tale - I. En detronisering
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 49
Det var for meget — for meget godt. Det var for stor
lykke.
Blodet gik hurtigere; snart skjøt varme i kinnerne, tårer i
øjnene. I stille gråt lå hun, mens den lille alt var fæstet ved
hennes moderlige bryst.
Så skulde hun med Guds hjælp selv prøve at gjøre resten.
III
EN TALE
I EN DETRONISERING
Fru Tomasine Rendalen bar selv sit barn over dåben, og gav
ham sit eget navn. Den lille Tomas’s vugge stod ved hennes
seng, og derinne var hun; det blev hennes læserum, arbejdsstue;
den fremste stod ledig som på stas.
Hun fik gjænnem sine veninner i England, Frankrike, Tyskland
bøker på tre sprog over opdragelsen! Men hun la dem dog snart
væk som altfor svævende eller vilkårlige. Så gik hun over til at
utvide sine kunskaper for øvrigt; hun vilde være hans lærerinne
i alt, hun og ingen annen!
Men fra han var halvårsgammel, blev det et arbejde med av-
brytelser; for han var et uroligt barn. Doktoren forsikkret, at
såvidt han kunde skjønne, fejlte gutten ingenting; han skrek ikke
av smærte. Men om f. e. en ikke var der i samme øjeblik gutten
slog øjnene op, nemlig den ene som hadde maten — da skrek
han ikke alene, til hun kom; deri kunde der være billighed; —
men efterat hun var kommet og hadde truet ham til at drikke,
skrek han, mens mælken silte ham av munnen. Gjorde atter
nogen drag, slap og niskrek; han kunde ikke glæmme.
Når der var noget han ikke vilde, skrek han sig blå, strakte
ut kroppen, og gjorde sig stiv; stundom syntes Tomasine det var
ikke et menneske hun sat med på fanget, men en klonger. Hun
måtte, da han var ni måneder gammel, slutte med at gi ham
bryst; den ophisselse og skræk han holdt henne i, virket tilbake
på barnet gjænnem mælken. Kampen som nu gjænnemlevdes,
var grusom. Den varte i hele tre dager og nætter. I al denne
tid fik de ham ikke til at smake en dråpe av den fremmede mat,
uten den blev narret i ham. Og når Tomasine svævde i stuen
eller i gangen for at lytte til disse hæse skrik, da han ikke mere
ejde røst, og ikke fik lov til at vise sig eller hjælpe — da husket
hun mer æn én gang med skam hvad hun hadde tænkt og be-
sluttet, før han blev født. Gutten gråt innenfor, og moren gråt
utenfor; ingen fik henne derifra.
Bjørnson: Samlede værker. III. 4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
