Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - IV. Generalstaben - III. Foreningen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PA HAVNEN 139
Anna Rogne kom ikke på skolen hin mandag, Milla møtte op
med hjærtet fullt av selvbebrejdelse. Straks efter skoletid søkte
Milla henne med vogn, men Anna var syk; tanterne møtte smi-
lende, og forsikkret at hun burde ikke forstyrres. Dagen efter
kom Milla igjæn; hun spurte om hun ikke i det minste måtte få
se til den syke. Anna og hun hadde begynt at læse Fabiola
sammen; — om hun nu ikke skulde læse højt for Anna? Lille Anna
unskyllte sig; de smilende smilte — og Milla gik.
I tre uker var Anna borte fra skolen; et par ganger til søkte
Milla henne, men kom ikke in. Så sluttet hun.
Anna var ikke syk; hun betrodde tanterne uforbeholdent hvad
det var; hun var bedraget og forsmådd; ja, mer æn det, hun var
plyndret. Hvad hun mente med det siste, vilde hun længe ikke
ut med; hun kunde ikke. Hun måtte få være ganske, ganske,
ganske alene. De hørte henne hele dagen gå der oppe på loftet
— somme tider også om natten; de var i den største frygt, men
de gjorde som hun ønsket.
Hvær gang de skulde holde andagt, varskudde de henne; men
hun møtte aldrig. Da hun så deres stigende forundring og bekym-
ring, brast det ændelig ut, at det var her hun hadde lidt det
værste tap; for alt hun hadde hat kjærest, hadde hun delt med
Milla. Ikke at tale om den fælles bekjænnelse, så var der ikke
en bøn, ikke en salme, ikke et kjært bibelsted, uten at hun hadde
brukt det som man bruker forlovelsesringer, utbytter foræringer,
kysser hværandres portrætter; . . . hun tålte ikke mere at se det
eller høre det, ikke at tænke på det!
Hun gråt ikke; i alle fall ikke så nogen så det; der var vilje i
lille Anna. Hun så på det der var hændt, som den ene fiende
ser på den andre; det var ikke smærtens form det gav; men
harmens. Hun hadet den andre, hun foragtet sig selv. Hennes
fejltagelse intil siste dags siste stund, da hun stod foran Millas
dør, og hørte de andre le innenfor . .. kunde noget latterligere
tænkes? Hvad hun i højtideligt alvor hadde foretat sammen med
en sådan en — og den indre kraft hun hadde tiltrodd det ... der
var ikke bund i hennes skamfølelse, når hun tænkte på det. Og
dog måtte det tænkes på. Hun tvang sig til at tilstå det for tan-
terne; hun tvang sig til at undersøke det ned i de fineste årsaker.
Det blev et arbejde, og det drog annet efter.
Men hun rejste sig på det — begynte at færdes ute, at gå lange,
ensomme turer, og ændelig at læse. — Efter en tre ukers tid
møtte hun på skolen, noget blekere æn vanligt og ænnu magrere;
men i alt annet tilsynelatende som før.
Hun satte sig ikke på sin gamle plass, men var venlig mot alle
— også mot Milla. Denne søkte ikke mere at gi nogen forklaring;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
