Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 319
ham: „Er det almindeligt blant yngre norske teologer at tænke
så?“ — „Ja. Jeg tok den frem nu for at lægge nøjagtig op imorgen
alle de forskjellige meninger om forsoningslæren.“ — „Å, sådan,
det var en god måte.“ Kallem så ut av vinduet; det var fjærde
eller femte gang. Visst var der noget i vejen. „Der er de!“ siger
han. Han stod i det borterste vindu, og præsten frem i det andre,
og derfra så han sin hustrus røde parasol over musselinkjolen;
hun kom langsomt, og ved hånden holdt hun gutten, som utvil-
somt talte hele tiden, for ansigtet var vændt op mot henne, mens
han stampet i den ujævne vej. De holdt sig på den andre siden.
Men her like ved gjærdet gik en dame. Nu nætop løftet hun en
grøn parasol op (hvor var den vakker!) en dame, ikke så høj
som Josefine, men slank; hun gik og så sig om, hun vændte sig
så let, var blond med rødlett hår og i en skotsk rejsedragt, snittet
fremmed; det måtte være en fremmed dame. Ja, da var det ikke
at undres på at Edvard var løpt i forvejen; han vilde være
alene og la dem være alene. „Hvem er den dame som følger
Josefine? Kom hun med samme dampskib?“ — „Ja.“ — „Du
kjænner henne?“ — „Ja; det er min kone.“ — „Din—? Du er
gift?“ — han sa det så højt at begge damerne så op. Han drog
hodet in i stuen; men der møtte han den tomme luft; doktorens
hode var fremdeles utenfor. Derutefra svartes også: „Det har
jeg været i seks år.“ — „I seks —?“ Præstens hode ut igjæn,
det mest forundrede ansigt så på Kallem. I seks år, tænkte han.
Hvor længe er det siden at . . .? Kjære, det er da knapt seks år
siden at ...?
Damerne var nu like ved, den fremmede ved det borterste
gjærde, mens Josefine og gutten var kommet over til dette: „Du
mor, åfor faller en liten gut støtt på hodet?“ Intet svar. „Du mor,
åfor faller en ikke på bejna?“ Intet svar. „Fordi overkroppen er
tyngst, gutten min!“ Det var Kallem. Alle tre så op.
Han forlot i det samme vinduet for at gå ut imot dem; præsten
efter; men han stanste på trappens nederste steg.
Damens øjne løp fulle av tårer, idet Kallem kom; hun søkte
forgjæves at skjule det ved at se litt til alle sider. Josefines var
kolde. Den lille Edvard hadde løpt op til sin far, og fortalte nu
at Nicolaj Andersen hadde klyvd op „stegan“ (gutten pekte ned
mot det nye hus), „og så datt’n.“ Og „den nye damen“ hadde
bundet lommetørklæet sit om hodet på’n. Dette lot ikke til
nætop nu at interessere præsten så stærkt som gutten hadde
væntet; derfor løp han rundt huset in til farmor for at fortælle
det der.
Jeg behøver vel ikke at forestille henne?“ sa Edvard Kallem
med hånden om sin hustrus og øjnene i præstens. Denne prøvde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
