Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 351
julekvællen, var det dog stusle; han tænkte at komme uvæntet på
dem; doktor Kent var bedre.—
Juledagskvæll kom han just fra Kent og skulde op til syke-
huset, da han på avstand så en forsamling foran porten. En hæst
og en langslæde kjørte nætop ut derifra; slæden var full av halm
og sengklær; en syk måtte være kjørt in. Der var barn som gråt,
hørte han. Hvem var kommet til skade? Jo, murer Andersen —
den mann som hadde hilst på Kallem og frue oppe fra det nye
hus første dag de var i byen. Murer Andersen drev omkring med
småhandel om vinteren, mens håndværket stod stille, og på vejen
over en skogås hadde han gåt sig vill, forslåt sig og blet liggende;
ved en hændelse var han funnet. Inne hos diakonisserne traf
Kallem hans utrøstelige hustru, og hørte at hennes ihærdige hus-
bond nu hadde drevet på like under jul, og skulde skyte en
gjænvej for at nå frem til julekvællen; Andersen var jo så
„hjæmkjær“. Men han hadde dårlige øjne, og gled på finskoene,
skrapte og brøt det ene benet; og der lå han uten at kunne røre
sig. Således holdt han jul. „Vi vænta og vænta,“ sa hun, „og
barna da!“
Kallem op til den syke, som var i seng i varmt rum. Den
svære karen med det store, brune skjæg svømmende over skjorten
var ukjænnelig; øjnene sammentrykt, øjenlåkene hovne, stive.
Øjets slimhinne viste sig tændt, hornhinnen truet, og da det
smærtet ved det minste lysglimt, var der kanske større fare på
færde. Blåligrøde flækker med hævelse i ansigtet; fingrene på
begge hænder hvite og uten følelse, håndryggene én gang til så
store og med vandfyllte blæmmer. Højre fot var brutt i øvre
ænde av læggbenet, og bruddet gik in i knæledet; såret stort som
en krone, en bensplint stak frem som en finger. Mot dette var
al annen beskadigelse av foten intetsigende.
Andersen kunde lite tale, men rølte nu og da om at foten ikke
måtte sættes av. Næste morgen ved dagslys skulde de avgjøre
det, svarte Kallem gjæntagende, mens han hjalp ham. Rummet
blev straks gjort halvmørkt, borvand-kompresser lagt over øjnene,
årvåkent tilsyn med skiftningen insat, ansigtet smurt med olje og
tullet in i et tynnt vattlag, hænderne likeså, bensåret utsprøjtet med
karbolvand, en liten blødende pulsåre underbundet, såret strødd
med jodoform og omvundet med vatt og lagt i ståltrådsbandage.
Hvis han vågnet, og var matt, da nafta hvær annen time, og hvis
for store smærter, morfininsprøjting.
Efter denne sov han, klaget, hvær gang han vågnet, over ulide-
lige smærter — mindre i bruddet, men særlig nedover skinnebenet
mot ryggen av foten; han var i stadig angst for at foten skulde
sættes av.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
