Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Häfte 1 - Ástríðr og de to nordiske r-lyd (Julius Hoffory)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
såfremt sådanne navne overhovedet havde existeret. Og når
Gislason videre bemærker, at der foruden fríðja- (hunkøn) og
ráða- (hankøn) kun er få som sidste led i sammensatte
oldnordiske personnavne brugelige stammer, som i forening med Ást
vilde frembringe en skøn betydning, så er dette vel i og for sig
rigtigt, men for det foreliggende spørgsmål uden vægt, ti ingen
vil vistnok nægte, at navnene Ástríðr og Ástráðr have en ikke
mindre tiltalende og naturlig betydning, når man opfatter det
første led som áss, end hvis man med Gislason anser den første
bestanddel for identisk med substantivet ást. Jeg skønner
derfor ikke rettere, end at alt taler for og intet imod at antage
Ástríðr for at være opstået af et opr. Ásfríðr. Her ligesom i
húsfrú udfaldt først f’et og i den således opståede mellemform
med sr (som vi måske har bevaret på Dynnastenen) indskødes
til lettelse af udtalen et t: Ástríðr. At det heder Ást-ríðr men
hús-trú, hvilket Gislason finder påfaldende, synes mig ikke
vanskeligt at forstå: ved en – vistnok forholdsvis sen –
folkeetymologi har man sat Ástríðr i forbindelse med ást, hústrú derimod med adjektivet trúr.
Er nu denne forklaring den rette, have vi altså heri et nyt
vidnesbyrd om, at t i oldn. kan indskydes mellem et s og et
oprindeligt, ikke af z opstået r. Heraf lader sig imidlertid
med fuldkommen sikkerhed slutte, at det opr. r, de ældre
runers R, endnu i oldn. har bevaret sin dentale karakter og
ikke, som Wimmer (fornn. forml. s. 11) og Bugge (Kristiania
videnskabsselskabs forhandlinger 1872 s. 424) mene, er blevet
"gutturalt" eller uvulært, ti det er naturligvis utænkeligt, at et
t skulde kunne indskydes mellem et s og et ikke dentalt r. Til
samme resultat er ad anden vej også Verner kommen, anz.
f. d. a. IV. 341. At også det af z opståede r, de ældre runers
Ψ, må have været dentalt, følger af sagens natur og betvivles
vei af ingen.
Søge vi nu nøjere at bestemme, hvori forskellen mellem
disse to dentale r-lyd har bestået, synes det mig ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
