Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Häfte 2 - Om brugen af konjunktiv i oldnorsk (M. Nygaard) - - I. Konjunktiv i hovedsætninger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
;.i-o,
137
berg (Fl. I, 130, 19). þa varð þat undr, er ek munda eigi trúaf
at vera mætti (Sn. E, I 164, 3).
§ 15. Imperf. konj, bruges ogsaa af og til ønskende, naar
ønsket fremsættes med beskedenhed, forsigtighed eller tvil,
tildels med en bibetydning af, at ønsket ansees for uopfyldeligt (sml.
vort: maatte (kunde) det ske! gid det, var .saa!).
lifna munda ek nú kjósa, er liðnir eruj ok knotta ek þér þó
í faðmi felast (H. H. 2, 28). eigi vilda ek, at í várum fundi
vyrði freistat, ok motta ek sjálfr ráða (Didr. s. 102, 26). þá er
jafnt orðit, sem ek mynda oskja, ok motti þeir Gautarnir eigi
færa fé sitt undan hernaðinum, er vér skulum veita þeim (Mork.
89, 28). vil ek gefa þetta féit ok motti svá úfriðr þeira lægjast
(Mork. 185, 15). fá mér heldr jarls dóttur nökkverja, ok fénga
ek þar með fé mikit (Mork. 83, 25). motti nú ok Norðmenn
minnast á (ok þat mundi þá í hug, er þeir urðu at liggja undir
ofsa ok úfriði Dana, ok þeira gangr var mestr í Noregi um daga
Sveins Alfifusonar) at hefnast við þá, ef fori gæfi til (Mork. 535 29).
nú motti ógnask þessor harðyrði þeir, er dvaldir eru í drambi
heims þessa ok hyggjask æ munu lifa (Hom. 213, 7).
Anm. 1. Hertil er maaske at henføre: þeirar farar þörfgi
vori (Sig. 3, 35). orð kvað þá Vingi þaz án vori (Atlm. 39),
hvor isaafald ønsket er udsagt om fortid.
Ogsaa endel ønskeudtryk med imperf. konj. af skulu hører
vel rigtigst hid:
skyldi ykkrar samfarar skammar vera (Nj. 11, 46). sárt ert
þú leikinn, ok skyldi eigi svá opt (Nj. 16,19). þat skyldi eigi
vera, sögðu þeir (Nj. 127, 25). skyldi langt til annars slíks (Nj.
129, 20). skyldi þessi hringr eigi verða þér at höfuðbana (Nj.
138, »155). níu röstum er þú skyldir neðar vera, ok vaxi þér á
baðmi barr (H. Hj. 16). æva skyldi (Vkv. 42).
Anm. 2. Det kan neppe være tvilsomt, at brugen af
imperf. konj. i ønskende udtryk skyldes en ellipse, idet der maa
underforstaaes et (potentialt) vilda ek, at ei. lign. Konjunktiven
er formodentlig først fremkommen i 2det led af et viljesudtryk
(hvor det idetheletaget er almindeligt, at at udelades, og
sætningen derved faar et selvstændigere udseende) og saaledes, at det
med lethed kunde sluttes af sammenhængen, hvad der
underfor-stodes, Ved den orden, hvori exemplerne ovenfor er anførte,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
