Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oldnordiske consonantstudier (Julius Hoffory) - - I. Spiranterne f, g, þ
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
22
kommer ogsaa det tilsvarende arkt (s. 679’10), n. a. sg. neutr.’af
arffr.
Hvor det spirantiske g opr. stod i udlyd, blev det først til #,
ligesom ogsaa d og det explosive g i denne lydstilling bleve
ton-løse: gält, stakk fo: stank} af gjalda, stinga, og dette x bortfaldt
da senere ligesom det oprindelige udlydende /. Dette bortfald
medfører forlængelse af en foregaaende kort vocal og
con-traction af en foregaaende diphthong; saaledes hede f. ex. vega,
stíga, ljuga i prat. vá, sté, ló*. I St. h. finde vi imidlertid en
form, som turde indeholde en lævning af det gamle 7, ni. det
f
bl. 71, b (foroven) forekommende lock, hvilket jeg med Jón Sig-
uroson læser som lócfk (se ísl. sög. I. 386 30), idet jeg antager,
at f og c staa i urigtig rækkefølge, ligesom f. ex. k og s i det
s. 2434 forekommende veniomks og mange andre lignende
tilfælde**. Dette lóksk staar da istedenfor %*£, idet det hyste-
* Naar man ved siden af sté, ló etc. ogsaa træffer former som steig, laug, o. L,
saa bero disse sidste, som allerede Paul (Beitr. VI, 99) har fremhævet, uden
tvivl paa analpgidannelse, (- Leffters afvigende opfattelse, hvorefter
sté, lo osv. skulde være analogidannelser (se Nord. tidskr. f. philol. n. r.
V,, s. 78 f.) er mig ganske uforstaaelig -), og det samme gælder sikkert
ogsaa oin former som barg o. desl. (cfr Paul, anf. sted). Ligeledes
bero imperativformerne veg, stig, ljug o. s. v. paa analogidannelse
(hvad Paul, Beitr. VI, 128 med urette betvivler); derimod ere
naturligvis gjalt, bitt, sprikTc etc. organisk udviklede. At slige nydannelser
optræde tidligere i imperativ end i præteritum, har sin grund deri, at
imperativ (i modsætning til præteritum) altid har samme vocal i 2.
pers. sg. og 2. pers. pl. Dette forhold afficeres ikke ved den
omstændighed, at slutningsconsonanten i gjalt, litt, spriM etc. er bleven
tonløs, hvorimod former som *vé, * sté o. 1. ligeoverfor vígip, stigip vilde
staa i strid med alle øvrige imperativer. Ogsaa eig beror uden tvivl
paa analogi med pl. eigum, eigip.
** Wisén vil derimod læse lóscJc (s. 155 22}, skønt Jc i St. h. ellers ikke
fordobles saa aldeles hensigtsløst i udlyd. Rigtignok anfører Wisén s.
XIII formen qyislasck (s. 15630) som parallel med lósck. Men s. 156 3(>
kan der ganske afgjort ikke læses qvislasclc, hvilket her vilde være
fuldkomment meningsløst; der maa naturligvis -hvad ogsaa W. anser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
