Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oldnordiske consonantstudier (Julius Hoffory) - - I. Spiranterne f, g, þ
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
29
gjort opmærksom paa, at dansk ti ikke kan antages at udgaa fra
en form med tonende spirans, og Kock fremhæver i sin
afhandling om ljudförsvagning’ (Nord. tidskr. f. philologi, ny række III,
241 ff), at færøisk og den estsvenske dialect i de fleste
herhenhørende ord have £, medens nyislandsk gennemgaaende har tonløs
spirans. Det fremgaar af disse kendsgerninger utvivlsomt, at den
tonende spirans ikke, som Lyngby mente, har været eneherskende
i de herhenhørende ord. Jeg skulde være mest tilbøjelig til med
Leffler at antage, at man allerede i fællesnordisk har haft
dobbelte former: med tonløs spirans, naar ordet var betonet, men
med tonende spirans, naar det var ubetonet (se Nord. tidskr. f.
philol., n. r. V, 78). I norsk, svensk (med undtagelse af
est-svensk) og dansk havde da - fraset formen ti - de ubetonede
formers udtale efterhaanden gjort sig gældende ogsaa, hvor ordet
var betonet, medens omvendt i nyisl., færøisk og estsvensk de
betonede formers udtale havde sejret over de ubetonedes. Men
man kunde ogsaa tænke sig, at denne differentiering først var
foregaaet i senere tid ved parallel udvikling i de forskellige
nordiske dialecter. Og man kunde endeligt tænke sig, at den
to-nende spirans aldrig havde vundet indgang paa Island og
Færøerne, men at f her stedse havde holdt sig som tonløst, resp.
var blevet til t (eller sjældnere h). Saa vidt jeg ser, savne vi
midler til med fuld sikkerhed at afgøre, hvilken af disse tre
antagelser der bør foretrækkes.
I ind- og udlyd svarer, som vi ovenfor have sét, f dels til
urgerm. #, dels til urgerrn. ö. At det urgerm. ð skulde kunne
være blevet tonløst paa nordisk grund i indlyd mellem tonende
lyd, vilde, som allerede Lyngby har udtalt (Tidskr. for philologi,
II, 320, snil. Wimmer, Fornn. formlära s. 9, Paul, Beitr. I, 185),
være urimeligt at antage; det har sikkert, ligesom det opr. ß i
den nævnte lydstilling bevaret sin tonende qvalitet. Derimod er
det saare naturligt med de nævnte lærde at antage, at det opr.
.# allerede paa de ældste haandskrifters tid var blevet tonende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
