Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oldnordiske consonantstudier (Julius Hoffory) - - I. Spiranterne f, g, þ
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
30
mellem tonende lyd, ti vi finde ikke det mindste spor, som kunde
tyde paa, at f har haft en anden udtale, naar det er opstaaet
af #, end naar det svarer til ö. Tværtimod heder det f. ex.
hrófgan (af hróþigr, snil. got. hröpeigs) ligesaavel, som det heder
aufyan (af aupiffr, snil. got. audags), medens vi, hvis f i hrojjigr
var tonløst, maatte have faaet en form som *hro]5kan, da g, som
vi ovenfor have sét, bliver til k efter tonløse dentale explosivlyd
og spiranter (lostkan, enski-s). Det fortjener ligeledes at
fremhæves, at oldn. -dd- svarer saavel til urgerm, -ðið-, got. -dia-, som
til urgerm. -&i&-, got. -Jüd-; det heder f. ex. breidda - got. (us-j
braidida, ligesom deydda = got. daufida. Havde f endnu paa
nordisk grund været tonløst i ord som deyfa, vilde vi i
præteritum vistnok have faaet tt: deytta, ikke deydda. - At opr. & i
indlyd kan blive tonende, fremgaar til evidens af sammensatte
egennavne som Halldórr, Steindórr = opr. Hatt-forr, Stein-fórr;
hvis den opr. #-lyd ikke her i indlyden mellem tonende lyd selv
var blevet tonende, kunde den naturligvis aldrig være gaaet over
til d (snil. Cleasby-Vigfusson, s. 729). -. Men er det end
saaledes sikkert, at oldn. f var tonende i indlyd mellem tonende lyd,
hvad enten det svarer til urgerm. .# ell. ð, saa tør vi dog ikke,
som det sædvanligt sker, uden videre antage, at den samme
udtale ogsaa var gældende, hvor f staar eller stod ved siden af en
tonløs consonant. Vi skulle tværtimod se, at en saadan opfattelse
ikke lader sig forlige med de oldnordiske lydlove og med de i
haandskrifterne forekommende former.
Det falder her først i øjnene, at vi allerede paa de ældste
Haandskrifters tid gennemgaaende have t for ældre f efter s, t,
tonløst l og tonløst n (med foregaaende lang rodstavelse) cfr.
Wimmer, Fornn. formlära s. 25 og sml. Wimmer, Læsebog2 s. VI
ff. og min opsats Tonloses l und n im altnordischen i Zeitschr. für
deutsches alterth. n. f. X, 374ff.: lysta, beitta, festa (o: *festta\
m$ta, r£nta, prætt. af lýsa, leita etc. Ligeledes bliver f til t
foran t: viti, vert (o: *vertf), n. a. neutr. af vifr, verf r; kvatt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
