Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oldnordiske consonantstudier (Julius Hoffory) - - I. Spiranterne f, g, þ
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
36
samt efter s, t, tonløst l og n; senere ogsaa efter p og k.
Ligeledes bliver .# meget hyppigt til t i lydforbindelsen &s.
Man sagde altsaa f. ex. &vå, &orp, &rir; &u (resp. ðu), &af
(resp. ôat), &ar (resp. dar), og i indlyd: verða, líða, mudr; bjóða,
bíða, siðr, men derimod hleyp&a, fylk&a, glap&a, vak&a (resp.
hleypta, fylkta etc.); fé&sla (resp. fétsla), gé&ska (resp. gétska),
é&str (resp. étstr), fri&str (resp. fritstr); bi&sk, ba&sk, kve&sk,
kvaðsk (resp. kvatskj; lo&s, gó&s (resp. góts); ví&ka, blí&kaf
bí&’k, bý&’k etc. Vi have altsaa ogsaa her en regelmæssig
vex-len under bøjningen: biðja, kveða men bi&sk, kve&sk; bi&k, kve&’k/
boð, bodi men bo&s; góðr, góðan men gó&s ö. s. v.
For den specielt oldnordiske grammatik faa vi følgende
regel: den interdentale spirans f var tonløs i forlyd (fraset de
oven omtalte pronomina og adverbier), ligeledes i indlyd i
forbindelse med en tonløs consonant, men ellers stedse tonende.
Vende vi nu tilbage til Spørgsmaalet om f og ö, saa se vi,
at det resultat., hvortil vi ere komne, paa ingen maade lader sig
bringe i samklang med den gængse opfattelse af disse tegns
betydning. Ikke et eneste haandskrift bruger f til at udtrykke den
tonløse, ö til at udtrykke den tonende lyd; tværtimod have vi
set, at f utallige gange betegner lyden <5, medens S ligesaa ofte
repræsenterer lydværdien #, eller med andre ord: det er klart,
at S er en rent grafisk variant forj5 (sml. mine bem.
i Nord. tidskr. f. philol., ny række III, 293 f.). Men forholder
dette sig saaledes, saa vil det let indses, at den herskende n o
r-malorthographi, som bruger f overalt i forlyd, S overalt
i indlyd, og som dermed prætenderer at anvende f som tegn for
lyden # og S som tegn for lyden (5, er aldeles uholdbar.
Nor-malorthographiens praxis stemmer, som vi i begyndelsen af
nærværende stykke have set, hværken overens med haandskrifternes
brug, og heller ikke lader den sig bringe i samklang med de
phonetiske forhold; den er altsaa baade af ydre og af indre
grunde lige forkastelig. - Spørge vi da videre, hvad der bør
sættes i stedet for den herskende usus, saa kan der, som det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
