Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Endnu engang „hustru“ (Viggo Såby)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mening, kunde jeg så meget mindre tvivle om, som det i en note s.
36 hedder: "Rydqvists antagande af en direkt öfvergång från det
äldre f till det yngre t saknar alt stöd"; ti idet en direkt overgang
nægtes, forudsættes jo tilværelsen af en mellemform. Jul. Hoffory
har da også forstået forfatteren på samme måde som jeg (se
arkivets 1ste hæfte s. 40 og 41), og det er som sagt også den eneste
måde, hvorpå hans udtalelse kan forståes, når den ikke skal
indeholde en selvmodsigelse. Ikke desto mindre har forfatteren ikke taget
i betænkning nu at afgive den erklæring, at han ikke har antaget og
ikke antager tilværelsen af en mellemform husru, medens han dog
fastholder påstanden om, at der har fundet en indskydelse sted af
t mellem s og r. Men det indsees let, at det er umuligt at forene
disse to sætninger. Er hustru fremkommen ved indskud af t mellem
s og r, så må formen husru jo have været til, selv om det kun har
været i kort tid; og på den anden side: har denne mellemform aldrig
eksisteret, må vi jo antage en umiddelbar overgang af f til t. Hr.
N. vil ikke, at jeg må kalde det en overgang, men dette er den
eneste rette betegnelse, ti ombytningen af f og t var, som jeg har
vist i min artikkel, fysiologisk motiveret og er altså just hvad man i
egenlig forstand kalder en lydovergang. Angående denne overgang
siger forfatteren först, at Hoffory med rette har kaldet den
ubegribelig, men umiddelbart derefter indrömmer han dog dens mulighed.
Men han mener ikke, at min forklaring kan göre fordring på at blive
godkendt, når den ikke styrkes ved "sikre analogier". Hertil skal
jeg for det förste bemærke, at når en forklaring er så simpel som i
nærværende tilfælde, hvor den er den eneste naturlige, som tilbyder
sig, trænger den slet ikke til at styrkes ved analogier. Men dernæst
har jeg jo også virkelig anført en analogi, og flere kunde vel, om
det var nødvendigt, opdrives, i alt fald fra andre sprog. Forfatteren
vil rigtignok ikke lade min analogi gælde, men så sandt overgangen
fra fragibts til fragifts i én henseende er en dissimilasjon, i en anden
henseende en assimilasjon, er tilfældet også analogt. Forfatteren
mener, at jeg har opfattet den gotiske form urigtigt, og det kan også
se således ud; men i virkeligheden er det dog ikke en misforståelse,
men en mangel på kundskab, der kan lægges mig til last. Da jeg
skrev min artikkel, havde jeg ingen udførligere gotisk ordbog ved
hånden, og jeg overså derfor, at formen fragibts (eller nöjagtigere
fragibtim) virkelig forekommer et sted (Luk. 1, 27). Om denne
mig dengang ubekendte form, der vel af forfatteren rigtigt opfattes
som senere analogidannelse, hvis det er mere end en blot fejlskrift,
kunde jeg selvfølgelig ikke tale; det fragibts, jeg har talt om, er
den teoretiske grundform for fragifts, og det er således fuldkommen
i sin orden med analogien.
Det er urigtigt, når forfatteren siger, at jeg ikke har forsøgt at
forklare, hvorfor húsfreyja blev til húspreyja, husfru derimod til
hustru. Jeg har forklaret det af en i siste tilfælde indtrådt
kvantitativ svækkelse af 2det sammensætningsled (s. 203). Selvfølgelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
