Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Svar fra Dr. Fritzner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
284
i min nævnte Udtalelse; men naar noget forekommer i 80 af 100
Tilfælde, tør man dog vei sige, at dette er det almindelige, og hvad
man har erkjendt for det almindelige, kan vei ikke blive uden
Indflydelse ved Bedømmelsen af det enkelte Tilfælde, hvis Forhold er
Gjenstand for Undersøgelse. Det er jo dog vei ogsaa det
regelmæssige, at mellem de to Linjer, som ere forbundne ved Alliteration,
findes der tillige en Forbindelse med Hensyn til Sammenhængen; og
en saadan Forbindelse kan dog meget vei finde Sted, om den end
ikke har fundet et syntaktisk Udtryk.
Hvorvidt Havmanden er "et Naturmenneske af reneste Vand",
hvilke Erfaringer han kan have gjort i, og hvilke Erindringer han
kan have medbragt fra Vandet (se Side 281 18- 21- 27), derpaa skal jeg
nu ikke indlade mig. I Havmandens Optræden kan jeg nemlig ikke
se nogen virkelig Begivenhed, ei heller i ham selv se nogen virkelig
Personlighed, medens derimod den Udtalelse om hvat er manni bezt,
som findes i de 3 første Linjer, efter min Opfatning maa ansees
hentede ikke fra hans Erfaring, men fra dens, som har lagt ham Ordene
i Munden. Efter denne Opfatning er det da en Selvfølge, at jeg
ikke kan lægge mindste Vægt derpaa, naar Gislason, medens han
synes at erkjende en Berettigelse til at tage Havmanden med blandt de
menn, hvilke Spørgsmaalet gjælder, eller at en Havmand, en
mar-mennill maa kunne medtages blandt de Væsener, der indbefattes
under Navnet md&T, paa den anden Side antager, at Havmanden med .
sit klare Indblik i Fremtiden maa have følt sig som et høiere Væsen
end Menneskene med deres aandelige Blindhed, og at det derfor ikke
er let at indse, hvorledes han skulde have villet henregne sig selv
til disse (se Side 279 31~41 flg.).
At det i mange af Norges og Sveriges Egne ikke alene skal
være, men ogsaa virkelig er en almindelig Vane at tygge Kväde,
"Koda" for at bevare Tænderne og give dem en blændende Hvidhed1,
kan vistnok være ubekjendt for mange, ligesom der haves mange
andre Vaner eller Skikke paa Landsbygden, som nu ere ukjendte for
mange, men derimod i gamle Dage, ja i de ældste Tider, ikke alene
have været almindeligt bekjendte, men ogsaa have været i almindeli-
1 Om jeg end har fundet det tjenligt at citere foruden andre Skrifter
det nævnte Sted af Østgaards Fortælling: "En Fjeldbygd", hvor denne
Sædvane omtales, er det dog saa langt fra, at jeg først derfra har
hentet Kundskaben derom, at den tvertimod var mig bekjendt af egen
Erfaring fra min Ungdom af. Navnligen er det mig endnu i friskt
Minde, hvorledes jeg i Sommeren 1833 paa en Vandring fra Elfdalen i
Dalarne til lille Herdal i Herjedalen ved mit første Sammentræf med
Folk fra denne Bygd paa en samme tilhørende Udslaatte, bemærkede
blandt dem, som havde sit Tilhold i en derværende Böd, en yngre
Kvinde, der netop da med sine Tænder bearbeidede det raa Materiale
til Kvadens Anvendelse paa den her omhandlede Maade, og inden kort
Tid henvendte sig til mig med Spørgsmaalet: viltu ha Koda? et
Tilbud, jeg, efterat have faaet nærmere Forklaring derover fra hendes
Side, fandt mig beføiet til at afslaa, om jeg end maatte takke for den
mig derved udviste Velvilje og Opmærksomhed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
