Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tonelagene i dansk (Johannes Bennike)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
377
bøde derpå ved en skarp umiddelbar lydiagttagelse. Men det har
vist sig, at den skarpeste iagttagelse gar vild i mange lydlige
forhold, når den ikke ledes ved henblik til sproglydenes naturlige
oprindelse.
Foruden de enkelte lyde er der jo andre forhold, der må tages
under overvejelse, hvis man søger at få indsigt i, hvorledes de
forskellige tonelag fremkommer. Man må således både se hen til
åndebevægelsen (expiratorisk accent) og til tonebevægelsen (toneaccent) i
den stavelse, man vil undersøge. Endelig kommer i dansk endnu
den såkaldte "stødtone" til, hvis man da ikke helt regner den med
under åndebevægelsen, som der jo ikke er noget i vejen for at gjøre.1
Til disse ånde- og tonebevægelser tog Grundtvig dog slet ingen
hensyn. For ham beror tonelagene kun på forskellig lydlængde og
på stødtonen (se § 3 i hans foredrag), hvilken sidste han dog ikke
gar nærmere ind på at skildre, men siger kun derom, at det er et
stød eller en momentan afbrydelse, der indtræder under udsigelsen
af den lange lyd i en stavelse, så at lyden høres både før og efter
afbrydelsen. Ud fra dette grundlag fandt Grundtvig så også, at der
var de bekendte fem tonelag i det danske sprog:
I. Løbende tonelag
med kort selvlyd uden eller med kort eflerlyd.
II. Kuliende tonelag
med kort selvlyd og lang efterly d.
III. Skridende tonelag
med lang selvlyd uden afbrydelse.
IV. Stødende tonelag
med kort selvlyd og følgende lang medlyd, der modtager et "stød"
under udsigelsen.
V. Standsende tonelag
med lang selvlyd, der modtager et "stød" under udsigelsen.
Var dette en udtømmende redegørelse for tonelagenes natur, så
måtte deraf sluttes, at der i dansk hverken fandtes expirationsaccent
eller toneaccent (her er naturligvis kun tale om stavelseaccenten), og
såvel tonen som åndetrykket måtte holdes aldeles ens og jevnt
lø-Hbende gennem en stavelse, når man undtager "stødet", der blev gan-
1 Sievers, Grundzüge der Phonetik s. 168.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
