Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Anmälan: Relativsatsen i den äldre Fornsvenskan med särskild hänsyn til de båda Vestgötalagarne af Oskar Klockhoff (P. Groth)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92
norskens vedkommende anfører et par undtagelser. Da anm. ikke
har havt anledning til at se Kölbings bog, kan han ikke afgøre, om
de af Kölbing anførte exempler er de samme, som Fritzner har i
sit lexikon2 påg. 344. Denne sprogbrug forekommer vistnok ikke
saa ganske sjælden paa oldnorsk. De af Fritzner anførte explr. er:
Horn. 97: illgjörnum ok ósiðsömum, þeir er; Horn. 954: sá mikla
stjörnu ok bjärta, sú er; Fris, 33322: engi gékk undan, þann er
þeir máttu ná.1
Idet förf. gaar over til de egentlige eller nødvendige
relativsætninger, giver han først en statistik over de sætninger af denne art,
der forekommer i Ygl. ordnede efter korrelatets og relativpronominets
beskaffenhed. I sin forklaring af relativsætningens oprindelse slutter
forfatteren sig til Erdmann, der antager, at demonstrativet (pronomen
eller adverbium) er overflyttet fra hovedsætningen til bisætningen af
den grund, at det stod i hovedsætningens slutning, umiddelbart foran
bisætningen. Dette lader sig paa svensk i sin fulde udstrækning kun
anvende paa tidsadverbier, som forf. mener paa den maade er blevne
konjunktioner.
Istedenfor en sætningsforbindelse som: "han talede, da taug alle",
mener forf., at man kunde sige: "alle taug da. Han talede", og at
dette igjen kunde blive til: "alle taug, da han talede." Forf.
anfører dernæst en hel del tilfælde, hvor adverbier bruges i
hovedsætninger med samme betydning som konjunktioner i bisætningerne (f.
ex. nu kan þæn man siþæn koma. þighiandæ mæssæ byriæf) ær).
I alle de exempler, som forfatteren anfører, staar der mindst et ord
mellem adverbiet og den anden sætning. I saadanne tilfælde, mener
forf., følte man trang til en nøiere forbindelse og indsatte ær, der
ogsaa kan trænge ind, hvor adverbiet stod sidst i hovedsætningen,
medens man paa den anden side i det tilfælde ogsaa beholdt den
ældre Udtryksmaade, kun med den forandring, at adverbiet blev
overført til begyndelsen af den anden sætning, altsaa gik over til kon-
1 Naar forfatteren (pa#. 37) mener, at disse udtryk er at anse som feil,
der enten skriver sig fra afskriveren eller fra en "mindre omhyggelig
stil", saa maa dertil bemærkes, at en assimilation af den art er
overmaade naturlig og vistnok ikke kan betragtes som en feil; afskriverens
sprog har for en sprogforsker den samme interesse som forfatterens,
og den mindre omhyggelige stil, der maa antages at ligge det daglige
sprog nærmest, er interessant, fordi den viser, i hvilken retning
udviklingen vil gaa.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
