Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Om brugen af konjunktiv i oldnorsk, forts. (M. Nygaard) - - VI. Bisætninger, der er udsagte som en andens tale eller tanke, eller er føiede bestemmende til en infinitiv, akk. med inf. eller sætning i konjunktiv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
117
ok sagði svá, at hann mun eigi eptir, ef Ragnhildr fori á
braut (0. S. 144, 34). þar sem þér roöit um, at svá mikil
gnótt verðr eldsins i grundvöllum landsins, at landskjálftar
verði af umbroti eldsins (Kgs. 35, 20). Helgi svarar, at þeir
mundu berjast, meðan þeir motti (Nj. 89, 18). þeir segja, at
þat var alls ekki, at fótr styddist við hönd (Sn. E. I 368, 23).
c) þá sagði Sigvaldi konungi, at hann hefôi beðit til
handa honum dóttur Burizleifs konungs, er Grunnhildr hét, sú
er vænst er, en mér er föstnuð systir hennar, er Ástríðr
heitir (Jomsv. 69, 13). spurði konungr nú, hverju gegndi, er
hann kom øngu sinni, ok svivirðir svá mik ok mín boð
(Jomsv. 57, 13).
§ 76. Det er ovenfor vod flere leiligheder paapeget, at
i at-sætninger efter menings-, udsagns- og viljesverber, at
stundom udelades; dette sker navnlig i den anden og
følgende af flere sideordnede sætninger af denne art, og i dette
tilfælde antager sætningerne gjerne en mere selvstændig
form derved, at verbet som almindelig i hovedsætninger
sættes foran subjektet, medens i bisætninger den omvendte
ordstilling er den gjængse.
Heraf udvikler sig den sprogbrug, at stundom indholdet
af et udsagn, en mening etter forestilling udtrykkes i
(tilsyneladende) hovedsætninger i konjunktiv (alm. imperf. og
plus-quamperf., sjelden præsens og perfektum; er sætningen
futurisk mundi (ell. myndi) - og at paa samme maade indholdet af
en befaling, forskrift, opfordring angives indirekte i
(tilsyneladende) hovedsætninger i imperf. (sjelden præs.) konjunktiv
eller med imperf. konjunktiv eller indikativ (sjelden præs. konj.)
af hjælpeverbet skulu.
Det er dog i regelen kun en enkelt eller et par
sætninger, som udtrykkes saaledes; hvor det gjælder en længere
sammenhæng, gaar man enten over i den direkte taleform,
eller et styrende hovedverbum indskydes med visse
mellemrum. Bisætningerne til saadanne udsagn sættes overensstem-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
