Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Anmälan: Fornsögur Suðrlanda, utgifna af Gustaf Cederschiöld (P. Groth)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
181
Der fremkommer da det sikre resultat, "at den ikke kan være
oversættelse af et fremmed skrift, men at den maa være optegnet
efter hukommelsen, og det snarest ikke af den månd, som selv
havde hørt eller læst originalen", men af en som havde faaet en
mundtlig fremstilling af sagaens indhold og saa har udfyldt de i
og for sig noget knappe data.
Om det er det franske digt selv eller en bearbeidelse paa et
andet sprog, der har været sagaens kilde, kan ikke med sikkerhed
afgøres. Dog er der intet, som bestemt taler imod, at sagaen kan
skrive sig fra en fransk kilde.
Ved bestemmelsen af tiden for sagaens overførelse til Norden
har man de holdepunkter, at haandskriftet er fra begyndelsen af
14de aarh., og at sagaen benytter sig af Didriks saga, som
forfattedes omkr. midten af det 13de aarh. Til Island mener
udgiveren, at sagaen sandsynligvis er kommen over Norge
Forud for beretningen om Amundes sønner og Magus jarl
gaar der en liden fortælling om keiser Jatmund og hans dronning.
Heller ikke her kan man antage en ligefrem oversættelse, men
sandsynligvis er det flere udenlandske fortællinger, som er smeltede
sammen.
Ogsaa meget af det nordiske stof er laant. Blandt de
nordiske kilder kan efter udgiverens mening (pag. XC, ff.) regnes
Didriks saga, medens derimod ikke Karlamagnus saga synes at
have havt nogen indflydelse paa sagaens ældre redaktion. I det
hele synes sagaens forfatter, hvor han kommer ind paa det
overnaturliges Omraade, at have fulgt nordiske forbilleder (XCV). Naar
udgiveren mener, at sagaens forfatter har æren af den opfindelse
at kaste "ellibelginum", saa kan det maaske ansees for tvilsomt.
Den samme tanke findes ialfald ogsaa andensteds i den nordiske
literatur om end i anden forbindelse; saaledes har S t j. 9822: sva
er skrifat, at eitrormarnir lifa stôrliga lengi sva, at feir leggi
nfår ellihaminn ök far méð falli af ]>eiin ellin ok hverfa svá
aptr til Oskunnar. l
1 Stjórns original, Vincentius Bellovacensis Speculum
n a tu ral e (I, 20, 6, spalte 1664) har her et i det væsentlige
tilsvarende udtryk: serpentes autem diu vivunt, quia deposita veteri tunica
senectutem deponunt et in iuventutem redeunt. Naar imidlertid
oversætteren for at gengive et udtryk som vetus tunica vælger det noget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
