Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Om apokope og synkope og deres forhold til brydningen (Hj. Falk)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
296
ved de sidste, en antagelse, der vilde gjøre det høist forunderligtr
at hovedmassen af de langstavede ord dog viser blot
uom-lydte former1. Men sagen er den, at det nævnte factum
egentlig ikke er ganske nøiagtigt, idet en hel skare af opr.
korte i-stammer ved sin overgang til Ja-deelinationen (altsaa
med gjennemgaaende omlyd) tydelig viser, at tendensen til
omlyd her ikke har været mindre end ved de langstavede,
idet overgangen aabenbart kun kan være formidlet ved de
omlydte kasus; herhen hører bl. a. en stor del verbalabstracta,
som dynr = ågs. dyne (i-st.), ei. dyn(n) (ja-st.), prymr = ågs.
]>rym(m\ fytr = mhi. duz, hrytr, fiy§s etc. (se Noreen A. Gr. § 303);
parallelformer forekommer oftere: hryn-henda = hrun-henda,
frum-gjgll S. E. =frym-gJQll (Eg.) f rum-skur Korm. f. f rym- (Eg.)?
futr S. ^E.=fytr (Eg.), dyl-dukr - dul-hgttr (ef. mikinn dul f)órð.T
ellers dul, f), hlunr Fornm. V, 231 (Eg.) = hlynr (løn), hlymr
(Eg.) = hlumr (aarehaandtag), osv. Det synes efter dette ikke,
som om oldn. gjør nogen forskjel mellem lang- og kortstavede
nomina med hensyn paa omlyden; den opr. bøining har
vistnok i begge tilfælde været ens og kan neppe have været
anderledes end med gjennemgaaende uomlydte former und-
1 Ti at en saadan lov virkelig existerer for mellemvocalernes udfald,
beviser dog intet, da betoningsforholdene her var ganske andre;
forholdet, der forresten er meget indviklet og uoverensstemmende i
de forskjellige germ. sprog, synes her i oldn. at have været det, at
behandlingen overalt har været ens, hvor themøvocalen er bortfaldt,,
medens i ord, hvor den er bevaret, har bitonen efter lang betonet
stavelse været jævnere fordelt mellem de to paafølgende, efter kort
rodstavelse derimod faldt mere afgjort paa sidste stavelse, et forhold
hvori der intet overraskende kan være og som tør have givet
anledning til den gamle regel: efter lang betonet stavelse bærer den
næste stavelse bitonen, efter kort den andenfølgende (saaledes ogsaa
i den oldn. metrik); herved forklares da former som tælda - talda,
bernska - danska, hvorefter forholdet bernskr - danskr med Hoffory
(Arkiv II, l, s. 62) bliver at betragte som en ved de førstnævnte
former bestemt uniformering af de inden samme paradigma vexlende
omlydte og uomlydte casus.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
