Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Finnur Jónsson: Om skjaldepoesien og de ældste skjalde - - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om skjaldepoesien og de ældste skjalde. 133
text, som på mangfoldige måder er forvansket, og, som
Snorri så træffende siger, "at opfatte versenes ordlyd på en
fornuftig måde".
Den 3. betydning, som med rette kan tillægges
skjaldekvadene, er en sprpglig. Ved deres faste, regelrette bygning,
stavelseantal og stavelsemål afgiver de et fortrinligt
grundlag for undersøgelser over oldsprogets, specielt den oldislandske
dialekts udvikling gennem 300-400 år. Denne betydning er
på en meget slående måde fremhævet allerede i oldtiden,
nemlig ved midten af det 12. årh. Det hedder nemlig i
den 1. grammatiske afhandling i Codex Wormianus af
Snorra-edda: "skpld ero hpfundar allrar rýnne eþa málsgreinar"
(skjaldene ere autoriteter i alt hvad der angår bogstaverne
og nuancer i sproget, o: udtalen). Enkelte ords og
ordformers gradvise forandring kan her historisk opspores og sikkert
eftervises; ligeså forandringer af ordenes bemærkelse. Denne
betydning er for det islandske sprogs historiske udvikling
ind i det 12. årh. af så meget större interesse og vigtighed,
som der på Island ikke findes runeindskrifter fra den tid.
For det fjærde har skjaldeversene, textkritisk lutrede
og fornuftig fortolkede, en ikke ringe æstetisk betydning.
Denne betydning var anerkendt allerede i oldtiden. Yi hører
i sagaerne ofte tale om, at digterne, når de havde
frem-sagt deres egne kvad, lönnedes med hele tilhørerskarens
udelte bifald; det har ikke såmeget den rene fortællen af
fakta og den kongen tildelte ros, som kvadenes sindrige
bygning, billederne og rimenes kraftige klang uden tvivl
bevirket. Navnlig har man fundet smag i digternes
improviserede skæmtfulde eller ironiske vers (jfr. fortællingen om
Haraldr hårdråde og pjóftólfr i anledning af garveren og
Smeden, som mundhuggedes; om SnegluhalWs mange spilopper
hos den samme konge; om Mani hos kong Magnús
Erlingsson og hans Spottevers over gøglerne, som vakte megen
latter og munterhed). Disse kvikke improviserede vers var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
