Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Finnur Jónsson: Om skjaldepoesien og de ældste skjalde - - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
148 Finnur Jonsson.
islandske runeindskrifter har fra den tid, og endnu mindre
andre sproglige mindesmærker.
De digte fra det 10. årh., hvis ægthed ingen for alvor
har betvivlet, er dels fyrstekvad, dels lausavisur (Egill
Skallagrimsson, Kormákr, Guttormr sindri, Eyvindr
skálda-spillir, Glúmr Geirason, Einarr skálaglamm). Om lausavisernes
form gælder det, at den hos enkelte digtere enkelte gange
(hos Kormákr hyppig) er uregelmæssig, men da kun med
hensyn til rimenes brug og stilling. Hvor der skulde være
adalhending findes ofte skothending (eller slet ingen), og
hvor der skulde være skothending står der slet ingen
hend-ing osv. Grunden hertil er sikkert den, at disse vers som
oftest var improvisationer, som digteren havde lettere ved
at frembringe, når han ikke var altfor bunden af alt, hvad
der i formel henseende hørte med til en drotkvædet strofe.
I modsætning til disse vers er alle fyrstekvadene (drapaer,
flokke osv.) fuldstændig regelrette og korrekte,
ligegyldigt i hvilken versart de er affattede. Disse
versarter var ganske vist dengang endnu ikke så mange (som
de senere blev), men vi finder dog, foruden den almindeligst
brugte dróttkvædr háttr (og de enkelte gange optrædende
kviduháttr [Egill] og málaháttr [Eyvindr]), runhenda
eller run hendr háttr (Egils Hpfudlausn 934). Allerede
denne omstændighed tyder på et temmelig
fremskredent stadium i den formelle udvikling. Holder vi os til
dróttkvædr háttr i de ikke mistænkte digte, viser den sig
at være fuldstændig udviklet og i besiddelse af
alle de attributter, som den nogensinde har haft.
Særlig skal jeg fremhæve, at hovedstaven altid står
i det første ord i de lige linjer, og at disse linjer
altid og kun har helrim, hvorimod de ulige linjer,
der i regelen har halvrim, ofte kan have helrim (se K.
Gislasons afhandling: Om Helrim osv.); samt endelig, at det
sidste rim altid står i linjens næstsidste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
