Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Små bidrag til tolkningen af Eddasangene (Björn Magnússon Ólsen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
234 B. M. Olsen: Tolkning af Eddasangene.
tror derför, at niflfarna bör rettes til niflfarnafr. Ordet
farnaftr betyder i det gamle sprog: "befordring, heldig rejse",
og undertiden "held" i almindelighed (jfr. Gripisspá v. 86 og
167). Her bruges det omtrent i samme betydning som
velfar andi i Fms. III, s. 19113: ok bifrr (Geirrpfrr) pá drekka
velfaranda sinn, altså i betydningen "afskedsgilde for en
bort-rejsende" (jfr. også velfararminni eller Iraiitfararminni i Egils
s. Khavn 1886-1888 s. 1359). Det første
sammensætningsled nifl" angiver ganske naturlig rejsens mål. Hele ordet
niflfarnaftr er da ensbetydende med erfl og fungerer her i
akkusativ som objekt til piggia*). Af niflfarnað er genitiven
gnadda afhængig. Med F. Jonsson tror jeg at dette ord i
betydning omtrent falder sammen med ordet drengr. Men
ligesom drengr hyppig forekommer i betydningen "en helt",
således synes også det samme at være tilfældet med gnaddr på
vort sted.
VIII.
Guarunarhv9t 17. vers.
De sidste fire verslinjer læses i Bugges udg. således:
enn sa hvassastr
er til hiarta
konvng obla/þan
qvicvan scaro.
I håndskriftet står efter Marta: fló. Bugge har med rette
kritiseret de tidligere tolkninger af dette ord og derfor
udeladt det. Finnur Jónsson slutter sig til Bugge, men gar et
skridt videre, idet han - åbenbart af metriske grunde -
omstiller ordene til Marta. Jeg formoder, at der i fló skjuler
sig et subjekt til scáro. Det ligger nær att tænke på
flón, n., "tåbe", som grafisk næsten er identisk med fló. Men
da dette ord ikke synes at forekomme i den gamle literatur,
*) I den fototypiske gengivelse i Wimniers og Jónssons udgave tror
jeg at skimte et lille utydeligt bogstav, som har lighed med et t, i
slutningen af niflfarna, mellem det sidste a og det påfølgende punktum. Som
bekendt bruger R ikke sjælden t for éT efter vokal i ubetonede endestavelser.
(Bugges udg., fortalen s. XIII). Sagen fortjæner en nærmere undersøgelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
