Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Udeladelse af subjekt; "subjektlöse" sætninger i det norröne sprog (den klassiske sagastil) (M. Nygaard)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nygaard: Udeladelse af subjekt. 3
A.
Udeladelse af subjekt af l:ste og 2:den person.
1. Ved imperativ udelades ofte subjekt af 2:den pers.
ental og flertal og fordetmeste subjekt af liste pers. flert. Det
gjör i regelen ingen forskjel, om subjektet tilföies, men skal
personen særlig udhæves, sættes dog altid pronomenet.
gakk ok bid hann bída úti (Eg. 216, 17) lát fram þá
þína rádagerd: ’(Flat. I 124, 15) farit nú þá eptir honum ok
drepit hann (Eg. 80, 2) standit upp ok takit vápn ydur
(Konung. 41, 24) drekkum nú fyrst, frændi (OH. 114, 27)
grátum eigi, en munum lengr (Flat. I 129, 31).
bid þú konung gefa oss útgpngu (Eg. 63, 11) láttu,
konungr, leida Egil út (Eg. 219, 8) takit ér ydr nú hofdingja
(Nj. 124, 28) látit þér á braut fara falsara ok dróttinssvika
(Konung. 101, 25) ella róm vér braut (Konung. 41, 15).
ländsk sprogbrug. Det omvendte kan da være skeet i Agrip, hvis det er
rigtigt, at dette er en islandsk afskrift eller bearbeidelse af norsk original,
Naar fremdeles af en eller anden grund norske lydeiendommeligheder kan
trænge ind i islandske haandskrifter (vorctinn f. orctinn; l, r, n i forlyd for
hl, hr, hn), hvem borger saa for, at der ikke kan være kommet med ogsaa
andre norvagismer? Og hvorledes vil man paa forhaand kunne udrede
forholdet mellem en forfatter og hans mundtlige kilde? Karl abbed skrev,
medens Sverre sad hos og bestemte, hvad der skulde skrives. Hvormeget
eller hvorlidet var da ligefrem diktat? Det er ikke let at sige. Men
adskillige af Sverres taler er dog saa karakteristiske og prægede af en saadan
individualitet, at man vanskelig kan holde den tanke borte, at der her
ialfald er ord fra kongens egen mund.
Der findes nogle tilfælde, hvor jeg mener at finde en liden forskjel
mellem islandsk og norsk sprogbrug. . Jeg skal nævne et par saadanne. Den
eiendommelige kumulation af artiklen: hinn hvíti bjprninn o. 1. er maaske
mere norsk end islandsk; hvor substantiver uden forskjel i betydning kan
bruges baade uden og med postpositiv artikel, synes man i Norge at have
været mest tilböielig til at tilföie artiklen. Maaske har man i Norge noget
mere end paa Island brugt reflexivformede verber med passiv betydning. I
den norske homiliebog findes i afsnittet om Olav den helliges jertegn paa
en paafaldende maade meget hyppig sá, síu þat omtrent ganske som
præpositiv artikel. Dette kan være en særegenhed for vedkommende forfatter,
men det kunde ogsaa tænkes at være begyndelsen til en sprogbrug, der
svarer til de nordiske fastlandssprogs anvendelse af "den, det" som artikel.
Men alt dette regner jeg endnu kun for usikre formodninger.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
